NYHEDER

  • Jeg er nok lidt af en sports nørd

    Jeg er nok lidt af en sports nørd

    Ordene kommer fra den kendte ejendomsmægler i Tønder, Michael Riis, som nu i 32 år har været selvstændig ejendomsmægler. Han er Tønder-dreng – og siger selv en af de blå/hvide i striber. Som ungdomsspiller huserede han både på fodboldbanen, håndboldbanen og sin højde til trods – også på basketball-banen. Så blev han nødt til at vælge sin sportslige karriere og det blev håndbold. Her var han med i mange kampe på førsteholdet i Tønder SF som en hurtig og målfarlig fløjspiller.
    Som fodboldspiller har han også været med i Tønder SF på seniorplan og spillede serie-fodbold sammen med blandt andet den navnkundige Henning Enoksen. Et par operationer i knæene har dog skruet gevaldigt ned for udfoldelserne på sportsbanerne, så i en årrække blev det til hyggebold i både håndbold og fodbold for barndomsklubben Tønder SF. Senest har det så været på old-boys fodboldmandskabet i Møgeltønder UIF, idet han bor ved Møgeltønder.
    Michael Riis har i øvrigt den glæde, at begge hans børn også er eller har været sportslige aktive. Mikkel har netop indgået en U21 kontrakt med ligaklubben Skjern Håndbold og bevæger sig lige i udkanten til at være med på Ligaholdet.
    Datteren Malene var i en periode med på Tønder SF’s bedste håndbold ungdomshold, men har nu helliget sig biologi-studierne ved Københavns Universitet.
    Som inkarneret Tønder SF’er glæder Michael Riis sig meget over det klubsamarbejde, der har ført til dannelsen af FC Sydvest 05 Tønder. Han kender udmærket flere af spillerne og især cheftræner Carsten Jørgensen. Både træner-teamet og spillertruppen lægger stor energi og arbejde i træningen og kampene, og det er utroligt spændende at følge med i, om klubben kan stabilisere sig i 2. division. De fortjener det, og det er også en af de bærende grunde til at Nybolig Michael Riis støtter op omkring holdet som sponsor. 

  • FC Sydvest tæt på tre point i Dalum

    FC Sydvest var det dominerende hold i over en time, men måtte nøjes med det ene point.

     

    FC Sydvest var fra første fløjt det bedre hold. Holdet spillede og kombinerede flot, mens Dalum prøvede med lange bolde og høje indlæg. Efter 11 minutter fik Dalum hjørnespark, og da det høje indlæg ikke blev clearet ret godt, kunne fynboerne bringe sig på 1-0. Det ændrede ikke noget på spillet, og allerede 8 minutter senere kunne Morten Hansen bringe balance i regnskabet. FC Sydvest var det klart overlegne hold og kort før pausen, var det Jonas Hansen, der helt fortjent bragte Sydvest på 2-1.

     

    I 2.halvleg begyndte Dalum at spille mere. Ud over kanterne og høje indlæg, som vores midterforsvar dog havde godt styr på. Sydvest var stadig godt spillende, men halvvejs i halvlegen begyndte holdet at trække sig længere tilbage i banen. Bagude havde vi godt styr på de mange indlæg, men for det meste gav vi dem hurtigt bolden igen, og Dalum kunne skabe et nyt angreb. Efter 88 minutter gik det galt, da Dalum vandt en hovedstødsduel. Bolden havnede hos tidligere Sydvest spiller, Rene Hansen, der gjorde det til 2-2.

     

    Vi ligger stadig med i toppen af rækken og har vist at vi kan være med. Næste opgave er en udekamp i Greve.

     

  • FC Sydvest skal til Dalum

    FC Sydvest 05 Tønder jagter første udesejr.

     

    Efter et nederlag i runde 1 har FC Sydvest 05 Tønder fundet 2.divisions melodien i 2 hjemmekampe der har kastet 4 point af sig. Nu skal holdet så tilbage til Fyn, hvor Dalum IF tager imod.

     

    Dalum IF har lige som os 4 point. Efter en 0-0 kamp i Middelfart i første runde, fik Dalum ørene i maskinen, da de hjemme tabte 1-5 til Kolding IF, hjemme på Dalum Stadion. Holdet fik dog oprejsning i runde 3 med en 3-1 udesejr i Svendborg.

     

    At vi har mødt de samme modstandere med vidt forskellig resultat, gør det rigtigt svært at foudsige resultatet på denne kamp, men det står fast at vinderen af kampen har fået en rigtig fin start på sæsonen. Dalum viste fin moral ved at vende 0-1 til 3-1 i sidste runde og FC Sydvest viste lige så fin moral ved at slå Kolding der ellers havde udlignet efter 85 minutter. Så det er to selvtillidsfyldte hold der mødes, lørdag klokken 14:00 i Dalum.

  • FC Sydvest fik sin første sejr

    FC Sydvest 05 Tønder skabte flest chancer og vandt helt fortjent over Kolding IF.

     

    FC Sydvest startede som lyn og torden, og efter bare 4 minutter spillede Marco Hansen bolden på tværs, hvor kampens helt store spiller Morten Hansen bankede den i kassen til 1-0. FC Sydvest fortsatte det gode spil og var rigtig stærke i omstillingerne, men også bedre med bolden end Kolding. Fine chancer blev ikke omsat til mål, og efter 20 minutter kunne der sagtens have stået 2-0.

     

    Efter 28 minutter kanonerede Koldings Andre Jepsen bolden i mål fra 20 meters afstand. Et flot mål, men resultatet lidt misvisende. Kolding kom efter målet bedre med i spillet, men der blev ikke rigtigt skabt flere chancer af nogle af holdene og stillingen ved pausen var dermed 1-1.

     

    Efter pausen skulle der kun gå 2 minutter, inden bolden igen lå i Koldings mål. Fra kanten af feltet ude i venstre side, ramte Sani Tahir bolden helt rigtigt, og sendte FC Sydvest foran 2-1. FC Sydvest begyndte nu at forsvare lidt for meget. Bolden blev alt for ofte bare sparket væk fra forsvarszonen. Kolding kom ikke for alvor til chancer, men pressede godt på.

     

    Efter 70 minutter får Morten Hansen en god chance. Med løb mod målet, spiller han Shumi helt fri, men Shumi leverer årets afbrænder, da bolden stryger tæt forbi stolpen. 3 minutter senere får Morten endnu en lignende chance, men skuddet ryger over mål.

     

    Nu burde kampen have været lukket, men efter 85 minutter får Kolding et frispark, lige uden for feltet. Igen rammer Andre Jepsen bolden helt rigtigt. Via overliggeren går bolden ind til 2-2. Nu viste FC Sydvest sig som rigtige mænd. De gik efter alle 3 point og fik hurtigt vendt spillet. I sidste minut får vi et frispart 25 meter fra mål. Anders Thomsen sparker, bolden rammer en i muren og skifter retning og sejler i mål til 3-2 til stort jubelbrøl på tilskuerpladserne. 2 minutter senere, inde i overtiden får Morten Hansen endnu en friløber og bliver dobbelt målscorer, da han gør det til 4-2. Fortjent sejr, også i den størelse.

     

    Kasper Tiedemann

    Marten Van Ittersum

    Christian Roost

    Christian Degn

    Simon Hansen

    Morten Hansen

    Jonas Hansen (76.Anders Thomsen)

    Kasper Sørensen

    Sani Tahir (55.Martin 'Hugger' Madsen)

    Marco Hansen (64.Ahmed 'Shumi' Jomaa)

    Jeppe hansen

  • FC Sydvest møder Kolding IF

    FC Sydvest 05 Tønder møder Kolding IF i en kamp mellem rækkens to eneste jydske hold.

     

    Efter at begge hold tabte i første runde, kom de på tavlen i forrige runde, da KIF vandt 5-1 i Dalum og FC Sydvest lidt uheldigt måtte nøjes med 2-2 mod Svendborg. For Sydvest's vedkommende var der dog klart forbedringer i forhold til kampen i første runde. Assistentræner Kasper Sørensen siger om lørdagens kamp:

     

    - Jeg synes, vi efter en skidt kamp mod Næsby, fik vist mange gode takter mod Svendborg, hvor vi kan tage mange af tingene med os. Vi er der ikke helt endnu og mangler naturligvis også at spille os endnu bedre sammen, så vi står som en stærk enhed. Jeg er dog meget fortrøstningfuld, både for denne trup og for fremtiden, da vi virkelig har nogle gode lokale talenter i truppen, som hele tiden vokser på alle parametre.

     

    - Til selve kampen skal vi gå ud og spille vores spil og holde de taktiske aftaler vi laver med hinanden, så hiver vi også point i hus mod Kolding. Vi er godt forberedte og så glæder vi os som ind i helvede - undskyld sproget!

     

    - Jeg håber også at folk er klar på at se fodbold igen på Bank Parken, efter endt ferie, byfester mv. Det giver altid lidt ekstra med fest på tribunen. Derfor opfordrer jeg og håber også, at se lige fra venner og familie til ungdomshold og moderklubber samt vores gode sponsorer, så vi kan skabe en god og fælles kultur på stadion.

     

    - Jeg har også en hørt fugl synge om, at ungdomsholdene i moderklubberne gerne må komme og slå på tromme, synge og skabe god stemning ;-)

     

    Kampen spilles lørdag klokken 13:00, hvor 'familiehaven' bliver omdannet til en aktivitetshave. Bl.a. FDF spejderne kommer og sætter en hoppeborg op, og det koster 5 kroner pr. tur, så tag endelig børnene med. 

  • Spørgeundersøgelse

    Hej venner!

    Som fodboldklub ønsker vi altid at optimere og udvikle os bedst samt hurtigst muligt. Nogle gange med succes, nogle gange med knap så meget held.
    Vi kunne rigtig godt tænke os at høre DIN/JERES meninger og tanker omkring, da 'gæsternes' syn og tanker - tit og ofte - har en anden tilgangsvinkel til tingene. 

    Derfor har vi sammensat dette spørgeskema, som vi håber at DU/I vil bruge et par minutter på at besvare. Det tager ca. 3 min. og er 100% ANONYMT!

    På forhånd tusinde tak for hjælpen!

    https://da.surveymonkey.com/r/HPLWPNL

     

  • Sydvest måtte nøjes med 1 point

    FC Sydvest 05 Tønder var langt hen af vejen det bedste hold, men det rakte kun til et enkelt point.

     

    Kampen var fra start meget lige. Sydvest der måtte undvære Shumi og Anders Thomsen til dagens opgør, var dog bedre på bolden og viste vilje og kampgejst fra kampens start. Svendborg måtte ty til omstillingsspil, men Christian Rost og Christian Degn var stærkt spillende bagude og fik lukket godt ned for Svendborg, så de ikke blev farlige. Omkring det 25-30 minut måtte Svendborgs keeper, tre gange vise klasse på nærgående Sydvest forsøg, mens Svendborgs afslutninger alle sad lige i handskerne på Kasper Thiedeman. 0-0 ved pausen, kunne Fynboerne være mest tilfredse med.

     

    Svendborg skiftede 2 mand i pausen, mens Sydvest satte Sani ind for Kalle. Efter få minutter måtte Thomas Gormsen humpende forlade banen og ind kom Rasmus Veibye. Efter 57 minutter bragte Svendborg sig helt ufortjent foran 0-1. FC Sydvest viste dog god moral og bare 4 minutter senere faldt udligningen ved Jeppe Hansen. Bare 2 minutter senere scorede Jeppe Hansen igen, denne gang direkte på hjørne og FC Sydvest førte fuldt fortjent 2-1. Herefter pressede FC Sydvest på for yderligere en scoring, men desværre holdt føringen kun i 8 minutter, da Svendborg efter 71 minutter udlignede på en flot enkeltmandspræstation.

     

    Nu fik Svendborg blod på tanden og de sidste 20 minutter spillede Svendborg stærkt og i den periode skal vi være glade for Christian Roost der vandt alle dueller i eget felt. Netop Christian Roost havde også kampens sidste chance, da han efter 93 minutter vandt en hovestødsduel på et frispark. Desværre røg bolden fra kampens bedste spiller over mål. Midt i 2.halvleg var der debut til Marco Hansen der stadig døjer en smule med en lårskade, men nu skulle være fit til at træne helt med i næste uge.

     

  • Fodbold har altid interesseret Knud Mylin

    Fodbold har altid interesseret Knud Mylin

    Selv om han nu har drevet sit eget speditionsfirma i næsten 40 år, så har fodboldspillet stadig en stor plads i Knud Mylins hjerte. Det hele startede hjemme i forældrenes hus i Sæd, hvor Knud indrettede sig som man nu kunne – og siden er det så gået fremad. Tilbage i 1995 byggede han virksomhed i Tønder Industri nord og det er da herfra han og hans 20 medarbejdere sørger for at der kommer gods ud til kunderne – primært aluminiumsdele til autoindustrien. Kørslen foregår i store dele af Nordeuropa, så der er mange snore at holde orden på i dagligdagen.

    Privat bor han i dag lidt uden for Ribe – sammen med hans hustru overtog de svigerforældrenes gård på 100 ha i 1986 og drev den ind til for 5 år siden med malkekvæg. I dag drives jorden alene med planteavl.

    Interessen for fodbold startede tidligt. Han har fået sin fodboldopdragelse i Tønder SF og har haft rigtig mange gode oplevelser sammen med fodboldkammeraterne. Som forældre har han også haft en del med træning og kampe at gøre for de hold, hvor børnene var med – og i dag er han da også med på Ribes Old Boys mandskab. Her har han sin plads på fløjen og han er glad ved, at han stadig kan være med ”de unge knægte” som han kalder sine holdkammerater – tjae – han kunne såmænd være far til en del af dem.

    Historier og drillerier hører helt klart sammen med fodboldspillet. så når døren til omklædningen er åbnet bliver man pludselig 5o år yngre ( ingen skavanker)….

    Men det er nu ikke bare snak. For en fem års tid siden var Knud med på et indendørs fodboldmandskab som vandt landsmesterskaberne ved DGI og tidligere er det også blevet til udendørs landsmesterskab.

    Den travle speditionsmand har for sjældent lejlighed til at følge kampene med FC Sydvest 05 Tønder, men han følger altid med i hvordan det går holdet.

    Det er en naturlig ting for ham at være med i sponsornetværket omkring klubben, fordi han i rigtig mange år har haft så mange gode oplevelser med fodbolden og holdkammeraterne.

     

  • Carsten J: Det gælder om at være særdeles klar

    Der er ingen nemme kampe i denne pulje, men et fyldt Bankparken kan gøre en forskel.

     

    FC Sydvest skulle bruge de første 30 minutter i Næsby til at få 2.divisions tempo i benene. Det blev bedre og bedre i løbet af kampen. På lørdag gæster Svendborg, der hjemme spillede 1-1 mod Greve i debut'en, Bankparken Tønder, og den kamp skulle gerne vindes, så vi kan komme fremad i tabellen.

     

    Cheftræner Carsten Jørgensen er også klar i mælet, når han siger: - Vores forventninger til weekendens kamp er at vi går ud og giver den en ordentlig skalle, foran et forhåbentligt velbesøgt Bank Parken Stadion i Tønder. Vores mål er at komme på tavlen, hvad angår point, og så må vi se om ikke det rækker til alle 3. Derudover forventer vi nogle toptunede spillere, der ofrer sig i samlige dueller, og hvor glæden ved at spille og kæmpe for hinanden, skal lyse ud af øjnene på os.

     

    I Næsby blev holdet lagt under et gevaldigt pres fra start, og efter bare 10 minutter var vi nede med 0-2. Hvad holdet vil gøre for at det samme ikke sker igen på lørdag, har Carsten Jørgensen også en ide om: - Det gælder om at være særdeles klar i alle 90 minutter, da der ingen nemme kampe er i denne pulje.

     

    Der skal ingen tvivl være om at et godt fyldt Bankparken kan gøre en stor forskel, så kom ned og bak holdet op på lørdag klokken 13:00.

    Entreprisen er kr. 70,- og inkluderer en ringrider og en fadøl/sodavand, hvis du køber billetten i forsalg, hos enten Intersport Tønder, Sportigan Løgumkloster, Bredebro Idrætscenter og Min Købmand i Ballum.

  • Medarbejder er cheftræner i FC Sydvest 05 Tønder

    Medarbejder er cheftræner i FC Sydvest 05 Tønder

    Det er nu en halv snes år siden at Lars Paulsen påbegyndte generationsskiftet og overtog tømrer- og snedkervirksomheden Einar Skriver på Snedkervej i Tønder. I dag er der omkring 15 medarbejdere i virksomheden, som har travlt ude hos kundekredsen.
    Lars Paulsen trådte selv sine første fodboldstøvler i Bylderup-Bov og som senior kom han til at spille fodbold for Tønder SF. Hans plads var normalt i forsvaret og han har spillet en del seniorkampe – også på førsteholdet som den gang spillede i serie 1.
    Også bestyrelsesarbejdet havde han tid til den gang. Blandt meget andet var han med til at starte det store Påskestævne op, hvor unge fra mange klubber havde nogle herlige dage på Tønder Stadion med masser af gode fodboldkampe.
    I dag helliger Lars sig sin virksomhed fuldt ud, men har stor interesse i det lokale fodboldhold, som han ser et godt potentiale i. Han er naturligvis med i sponsornetværket omkring holdet, og ikke mindst hans mangeårige medarbejder Carsten Jørgensen, som i dag er cheftræner for holdet, gør det godt.
    Carsten Jørgensen er faktisk blevet udlært som tømrer i virksomheden – så han har egentlig været her længere end mig, griner Lars Paulsen.
    Det er en naturlig ting at bakke op om det lokale idrætsliv, når man selv har været aktiv udøver og holder af sporten. Så ofte det er muligt, er Lars også at finde på stadion, når der kæmpes om vigtige point.
    Det er virkelig også en fornøjelse, at så mange lokale spillere kan etablere sig på holdet. Det seneste eksempel er Jeppe Hansen, som oprindeligt også kommer fra Bylderup-Bov. 

  • Fodboldspil og traktortræk

    Fodboldspil og traktortræk

    Vi er nok lidt fodboldtossede i vores familie, griner Line Gehrt, som sammen med sin mand Ulrik Gehrt driver virksomheden Brdr. Walz Tønder ApS i Industri Nord. Hun er ofte sammen med sønnen Jesper på 8, ude at se bold, når FC Sydvest 05 Tønder kæmper. Her er det især Lines lillebror Simon Ingemann Hansen og fætter Jeppe Hansen, der har sønnens opmærksomhed. Han kender alle spillerne og er også helt vild med selv at spille fodbold. Jesper er med i det lokale U9 fodboldhold i Abild og nyder også at være med i FC Sydvest’s bonustræning for hans årgang ved Bredebro Idræts Center. Storesøster Anna på 11 år er mere til dans og musik, men hun ser selvfølgelig også et kæmpe lys i sin onkel Simon.
    Diesel Elektro Brdr. Walz Tønder har netop ansat en ny lærling, så nu er medarbejderstaben på syv. De sørger for at alle kunderne får deres maskiner serviceret og repareret. Lige fra store biler, busser, personbiler, arbejdsredskaber og hvad der ellers brummer – så kan man få hjælp hos Brdr. Walz.
    Vi har da også repareret Rømø-Sild Færgen og Karsten Ree’s lystyacht, fortæller Ulrik Gehrt, som meget gerne påtager sig lidt uvante opgaver. Han er snild til at skrue ting sammen og få det til at virke. Ikke mindst hans egen traktor, som han dyster med i forskellige traktor-træk sammenhænge. Han er med ved så mange lokale stævner som han kan overkomme og kører gerne til både ind- og udland for at dyrke sin helt store passion – traktortræk.
    Mens Ulrik fortrinsvis er ude i værkstedet, så styrer Line kontoret, regnskabet og telefonen. Hun har en fortid i Bylderup-Burkal IF som stærk keeper på håndboldholdet, og glæder sig meget over at det lokale fodboldhold spiller i Danmarks tredje bedste række. Det er rigtig godt for hele området, at der er et flagskib på fodboldbanen som alle med interesse for fodbold kan bakke op om. Det er da også derfor at virksomheden er med i sponsornetværket – netop for at bakke op om det lokale foreningsliv. 

  • FC Sydvest mangler lidt hjælp

    FC Sydvest mangler lidt hjælp

     

    Spillertruppen og trænerteamet har masser at lave med ”bare” at spille fodbold. Bestyrelsen har meget at se til med hensyn til sponsorarbejde og alt det praktiske.
    Der er også brug for sådan en som dig – eller en som du kender.

     

    Kameramand.

    Spillertruppen ville meget gerne have en eller to personer, som kameramand til hjemmekampene på BankParken i Tønder. Hvis der er flere personer kunne man sagtens lave en “vagtplan” sammen, så alle kampene bliver optaget. Det hjælper spillerne rigtig meget i deres bestræbelser på at gøre tingene bedre – og i hvert fald ikke lave de samme fejl igen.

    Var det noget for dig? Du må gerne have lidt teknisk erfaring med kamera eller lignende, det er dog ikke en nødvendighed.

     

    Eventkoordinator

    En person, som kan hjælpe med at afholde forskellige fornøjelige events i forbindelse med klubarrangementer, kampe og hvad der ellers måtte byde sig til. 

     

    Kampspeaker

    En god kampspeaker er i høj grad med til at sætte stemningen på Stadion. Byde velkommen og præsentere holdene ved hjemmekampe. Fortælle at nu var det Morten Hansen der scorede til stillingen 2 – 0 – og ellers hvad der sker i løbet af en kamp. Også her er det en klar fordel, hvis man er nogle stykker, som så laver en “vagtplan”, så man ikke er afhængig af kun én person.

     

    Entré hjælpere

    Når der er hjemmekampe så er der brug for personer, som vil sælge billetter og tjekke årskort o.s.v med et venligt smil, så publikum føler sig velkomne på Stadion.
    Ved hjemmekampene er der normalt vagter tilknyttet, så billetsælgerne kommer ikke ud for ubehageligheder.

     

    Var det noget for dig/Jer? Så kontakt gerne Kasper Sørensen på 2120 2520. /hol.

     

     

  • Lærepengene blev dyre i Næsby

    FC Sydvest 05 Tønder fik kærligheden at føle og de første 10 minutter blev skæbnesvangre.

     

    Næsby kom fremad, med fuld fart, fra første fløjt, og det var FC Sydvest ikke klar til, og efter et par minutter scorede Næsby til 1-0. FC Sydvest måtte stille op uden Marco Hansen, der mærkede noget forstrækning i baglåret, ligesom Simon Hansen sad på bænken, da han havde været på ferie i den forløbne uge. Sydvest forsøgte at få kombinationsspillet til at fungere, men det virkede som om der var mange flere fynboere på banen og da Næsby efter 10 minutter kom til deres anden chance, scorede de til 2-0.

     

    FC Sydvest forsøgte videre at skabe chancer, men fynboerne var virkelig boldsikre og gjorde det svært for os. I første halvlegs sidste minut kom Sydvest så til holdets bedste chancer da bolden havnede hos Martin Hugger, efter nogle flotte kombinationer. Desværre skulle Hugger afslutte med sit kolde højre ben, og målmanden klarede forsøget. 30 sekunder senere måtte Kasper Thiedemann vise sin klasse, med en pragtredning.

     

    Fra 2.halvlegs start kom Simon på banen for Shumi. Dermed kom Maarten ud på backen og Degn i midterforsvaret. Morten Hansen kom frem på kanten. Disse ændringer gav mere flow i Sydvest spillet og Næsbyspillerne virkede frustrerede over at de ikke lykkedes som i 1.halvleg. Efter 10 minutter gik frustrationerne ud over Morten Hansen der groft blev sparket ned. Det gav dommeren mulighed for at dele et rødt kort ud, men han nøjedes underligt nok med et gult. Minuttet efter, endnu et gult kort til Næsby for en hævnakt og endnu et minut efter kom Næsby på 3-0 ved en tilfældighed.

     

    Sani kom ind i stedet for AT, men kampens spændingsniveau var væk. FC sydvest spillede bestemt lige op med Næsby i denne fase, men det kneb med at skabe chancerne. Efter 79 minutter lykkedes det så alligevel. Bolden havnede hos Morten Hansen der scorede sikkert. Efterfølgende blev der lagt stort præs på Næsby målet, men de store chancer kom der ikke ud af det og kampen sluttede 3-1.

     

    På lørdag den 13.august klokken 13:00 tager FC Sydvest imod Svendborg i Bankparken Tønder. Svendborg spillede i dag 1-1 mod Greve.

     

     

     

  • Så skal der spilles om point

    Den sidste træningskamp er spillet og nu skal der spilles om vigtige point.

     

    2.division pulje 2 består af 8 hold, der alle mere eller mindre går efter top 4. Umiddelbart ser det heller ikke ud til at der bliver den store forskel på top og bund, i en række hvor alle kommer til at kunne slå alle. Derfor er hvert eneste point der kan hentes vigtigt og der skal kæmpes fra første til sidste fløjt i alle kampe, for at nå målsætningen om top 4 og oprykningsspil. Cheftræner Carsten Jørgensen glæder sig til at komme i gang og udtaler: - Først og fremmest glæder vi os til at spille om point igen. Vi glæder os til at tage hul på et intens og spændende efterår. 

     

    Første opgør spilles på udebane på lørdag, hvor Næsby tager imod i Odense. Næsby måtte i sidste sæson en tur i nedrykningsspillet, men det håber de på at lave om på i denne sæson. Carsten Jørgensen om lørdagens opgave: - Jeg forventer at vi kommer til at møde et godt spillende Næsby hold, der virkelig er gode på bolden. Det gælder både individuelt og som hold. Det bliver formentlig en kamp, hvor vores defensive organisation vil blive udfordret. Offensivt skal vi nok skabe chancerne, så håber vi på at de bliver omsat til mål. Jeg forventer at spillerne sælger sig selv så dyrt som overhovedet muligt. Der skal virkelig arbejdes igennem, for at få noget med hjem fra Næsby.

     

    Kampen spilles på lørdag den 6.august klokken 15:00

  • Sikker sejr i Sønderborg

    2 halvlege med 2 vidt forskellige opstillinger gav 2 forskellige halvlege i Sønderborg.

     

    Træner Carsten Jørgensen havde valgt at stille op med Henrik Bendtsen på mål, Simon Johansen, Christian Roost, Christian Degn og Simon Hansen i forsvaret, Rasmus Veibye, Jonas Hansen, Sani Tahir og Shumi, Anders Thomsen og Jeppe Hansen på midtbanen og i angrebet.

     

    FC Sydvest spillede en fin halvleg, var toneangivende, men skarpheden foran mål manglede. De få gange Sønderborg skabte noget, var Henrik Bendtsen en sikker sidste skanse. 0-0 ved pausen og tid til udskiftninger. Kasper Thiedemann, Kasper Sørensen, Marten Van Ittersum, Morten Hansen, Martin Hugger Madsen og Marco Hansen kom på banen, sammen med Degn, Roost, Simon, Jonas og Jeppe.

     

    Denne konstalation havde Sønderborg svært ved at stå imod. Sydvest sad fuldstændig på kampen og Jeppe Hansen kunne gøre det til 1-0. Kort efter fik FC Sydvest frispark, 25 meter fra mål. Jeppe Hansen (billedet) blev sat til at skyde og bolden blev kanoneret op i hjørnet i bedste Christian Eriksen stil. 2-0 til FC Sydvest. Da Sønderborg kun lå med 1 mand fremme, blev Simon skiftet ud og AT kom tilbage på banen. Der blev nu spillet 3-4-3 og dermed lagt endnu mere pres på. Det gav også nogle muligheder til Sønderborg og Kasper Thiedemann fik vist sin høje klasse et par gange. Et skud fra Jeppe Hansen blev pareret og Jonas Hansen sendte riposten i mål til 3-0, der blev slutresultatet.

     

    Efterfølgende var Carsten Jørgensen ovenud tilfreds med sin trup, som han kaldte væsentlig forstærket, siden sidste sæson. Alle spillere skal nu gå til den til træning, for at overbevise træneren om at de hører til i startopstillingen i næste kamp. Det er nu også muligt at lave rotation og spare spillere undervejs, hvilket kan vise sig at komme holdet til gode, sidst på sæsonen.

     

    På lørdag starter sæsonen med en udekamp mod Næsby.

     

  • Hugger: det trak i mig at vende tilbage

    Martin Grau Madsen, i fodboldkredse kaldet 'Hugger' vendte hurtigt tilbage til FC Sydvest 05 Tønder.

     

    Vi har naturligvis spurgt Martin, hvad der fik ham til at vende tilbage igen, så hurtigt: - Jeg er tilbage i FC sydvest efter et halvt år i Aabenraa BK. Da jeg fik tilbudet om at vende tilbage til Sydvest, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville gerne tilbage, da det er en klub med et stærkt kammaratskab, blandt alle i og omkring klubben, og så trak det i mig at spille på et højere niveau.

     

    Vi spugte naturligvis også Martin til holdets og egne ambitioner/forventninger: - Mine forventninger til holdet er selvfølgelig at slutte så højt som muligt. Jeg synes det er svært at sige så meget om de andre holds niveau, da vi jo har været fraværende en sæson, men ud fra vores egen trup, synes jeg at der er gjort et godt stykke arbejde af klubben, og der er blevet forstærket hele vejen rundt. Jeg håber også at den styrkede bredde kan gøre at der bliver holdt et højt niveau til træning, som kan overføres til kampene, hvilket gerne skulle ryste en masse point af sig, og vi dermed kan slutte i top 4.

     

    Mine forventninger til mig selv, må være at få spillet så mange minutter som muligt, og gerne mange kampe fra start til slut, og så selvfølgelig gøre en forskel i kampene, slutter 'Hugger' der gjorde god reklame for sig selv, da han scorede begge mål i sin comeback kamp i Bredebro for nyligt.

     

  • Det var både godt og skidt, da FC Sydvest i aften vandt 4-2 over Randers U-21

    FC Sydvest 05 Tønder mistede koncentrationen til sidst, efter en ellers fin præstation på Løgumkloster stadion.

     

    Uret nåede ikke mere end en enkelt omgang før Marco Hansen driblede sig fri og sendte bolden i kassen fra kanten af feltet. 1-0 til FC Sydvest. Randers spillede ganske fint med, dog uden at skabe noget og FC Sydvest var langt farligere, når de kom frem. Dog manglede den sidste skarphed.

     

    Efter 12 minutter  kommer en Randers spiller dog til en åben chance, men Christian Degn får flot blokeret skuddet. 2 minutter senere har Morten Hansen en direktør, men rammer stolpen. Den næste halve time var en lige kamp uden de store chancer. 10 minutter før pausen er først Sani og siden Marco tæt på at score, men det forblev 1-0 ved pausen.

     

    Hele første halvleg blev spillet med Thiedemann i målet. Marten, Roost, Degn og Simon i forsvaret. Morten, Jonas Hansen, Sani og Hugger på midtbanen. Jeppe Hansen og Marco i angrebet.

     

    I pausen blev Marco, Hugger og Simon taget ud, mens AT, Shumi og Veibye kom ind. Det viser lidt om holdets store bredde at man kunne foretage disse udskiftninger, uden at forringe kvaliteten.

     

    Stadig manglede den sidste skarphed, men FC sydvest satte sig på kampen. Randers har bestemt et talentfuld hold, men var udfordret, rent fysisk. Dommeren havde set sig sur på Jonas og efter 63 minutter gav han Jonas et rødt kort. Hvorfor er der ingen der ved. Vi fortsatte dog 11 mod 11, for sådan gør man i træningskampe. Kalle kom ind i stedet. Kort for inden var en prøvespiller kommet ind i stedet for Sani. Simon Johannsen hedder han og han faldt fint ind på højrekanten.

     

    Det var som om kræfterne hos Randers var ved at slippe op og på 4 minutter scorede Sydvest 3 gange. Først Shumi efter 76 minutter og siden Morten Hansen der scorede efter 77 og efter 80 minutter. Nu listede en slendrian sig ind og koncentrationen faldt. 2 fejl kostede 2 mål til Randers i de sidste 10 minutter. Det må ikke ske når vi skal til at spille om point. I 2.division skal vi være klare og koncentrerede i alle 90 minutter. I en træningskamp er det dog ok.

     

    Alt i alt en god kamp som begge hold fik meget ud af.

  • Gomez er tilbage i FC Sydvest 05 Tønder

    Mens nogle har været i avisen, er andre kommet mere stille tilbage til FC Sydvest.

     

    Det var med stor glæde fra alle sider, da det blev officielt at Thomas Gormsen (Gomez) vender tilbage efter et halvt år i Kolding Boldklub. Vi har talt med hovedpersonen selv og spurgte ham hvorfor han så hurtigt vendte tilbage: -"Jeg skifter tilbage til FC sydvest, fordi jeg ikke syntes, jeg passede ind i måden de spiller bold på i KB. Desuden savnede jeg spillerne fra Sydvest og dem omkring holdet".

     

    Vi ville naturligvis også gerne tale ambitioner med Thomas og høre ham, om holdets muligheder for kommende sæson: -"Jeg forventer at vi kommer med i top 4, for jeg synes at vi har et stærkt nok hold til at ligge i toppen, men det må tiden jo vise". Om de personlige ambitioner siger Thomas i øvrigt: -"Jeg håber at jeg kan få lavet nogle mål, så vi kan ligge i toppen, men jeg er lidt bag efter dem derhjemme, for jeg har været på ferie, og derfor ikke været med i nogle træningskampe endnu".

     

    Hos FC Sydvest 05 Tønder er vi naturligvis glad for at have fået vores topscorer hjem igen. Mon ikke Gomez får prikket nogle bolde i kassen.

     

  • Pressemeddelelse: Jeppe Hansen

    Det er med stor glæde at vi kan meddele at Bylderup-drengen Jeppe Hansen vender tilbage til FC Sydvest 05 Tønder, efter 5 sæsoner i 1.Divisionsklubben Vejle Boldklub. Jeppe Hansen, 20 år rejste ud som et talent og vender tilbage som en vigtig brik for FC Sydvest, i bestræbelserne på at etablere sig i 2.division.

    Det har været muligt af få Jeppe til FC Sydvest, på grund af at en af vores sponsorer har kunnet tilbyde arbejde til Jeppe. Der vil komme en pressemeddelelse om Jeppe og hans nye arbejdsplads i løbet af kort tid. 

     

    Jeppe Hansen skiftede til VB’s U/17-Ligahold fra Tønder SF i juli 2011.

    Han har spillet 46 kampe (5 mål) for VB i U/17-Ligaen, 33 kampe (2 mål) i U/19-Ligaen, 9 kampe (1 mål) i reserveholdsturneringen og endelig spillet 8 kampe og scoret 2 mål på førsteholdet.

    Landskampe; U17, 2 kampe, U18, 5 kampe og U19, 12 kampe (2 mål)

    Jeppe Hansen er i besiddelse af en glimrende sparketeknik, som gør ham målfarlig. Hans fodboldfærdigheder er på plads ligesom hans fysik samt antrit er hvor det skal være.

    Han har en fremragende fysik og balance, hvilket hjælper ham i duellerne, hvor han er god til at sætte sin direkte modspiller.

    Han er ekstrem stærk i kroppen, og det gør ham yderst eksplosiv.

    JeppeH.jpg

    Arkiv foto

    Fakta:
    Navn: Jeppe Hansen
    Født: 03-07-1996
    Position: Midtbane
    Rygnummer: 6
    Tidligere klubber: Bylderup Burkal IF, Tønder SF, Vejle B.

  • Åben træning for U17 & U19
    FC Sydvest inviterer hermed til åben træning for alle spillere der kunne være interesserede i at spille på klubbens U17 eller U19 hold. Programmet for Tirsdag den 26. Juli: Kl. 19.00 - 20.45 Træning Kl. 20.45 - 21.15 Infomøde Den åbne træning foregår i Løgumkloster, på Idrætsvej 23, 6240 Løgumkloster. Efter træningen vil FC Sydvest være vært ved en sandwich. Tilmelding sker til træner Jan Jørgensen på jnj@tsf-fodbold.dk