FC Sydvest tabte til Frem


Processen med at få FC Sydvest på ret køl er i gang, men vi må væbne os med tålmodighed lidt endnu.

FC Sydvest valgte dagen før kampen mod Frem, at skifte ud på cheftrænerposten. Kim Munch der havde stor succes med holdet i efteråret blev igen overtalt til at tage en tørn som cheftræner, men alt ændrer sig jo ikke over natten fordi man skifter ud på trænerposten. Hvad Kim Munch havde nået på en dag, havde han følgende bud på:

 

- "Vi går tilbage til 4-4-2, og så har vi vores krigszone hvor vi vil forsøge at generobre bolden. Og så gælder det ellers bare om at tro på tingene og finde glæden ved at spille fodbold".

 

Allerede i første minut var en Frem forsvarer ved at spille Anders Thomsen fri, da hans hovedstød røg bagud. AT var dog marginaler fra at nå bolden og chancen udeblev. Man anede en masse energi fra spillerne, der kom med en fin indstilling og tro på tingene. Spillet var godt, men Frem var også super skarpe i omstillingerne. Et godt indlæg fra AT efter 22 minutter fik publikum til at kræve straffe, da Bayan Fenwick så ud til at være blevet revet omkuld. Det var dog svært at se hvad der skete og i stedet fik FC Sydvest et frispark i højre side af feltet.

 

Dette frispark blev sendt ind i hovedet på Mads Blom, men bolden blev headet over mål. Fem minutter senere tabte Marten Van Ittersum en duel i venstre forsvarsside. Bolden blev fra baglinien sendt på tværs, hvor en fri fremspiller nemt kunne score mod en sagesløs Viktor Rasmussen. FC Sydvest havde kun lige givet bolden op, da bolden havnede hos Christian Degn der sendte et flot venstrebenshug afsted, men Frems målmand leverede en flot redning. Bare fire minutter efter målet fik Frem med 3 hurtige afleveringer i Sydvest feltet splittet forsvaret ad og så stod der 0-2 efter 31 minutter.

 

Så kunne man tro at FC Sydvest var groggy som en bokser der netop havde modtaget to slag i leveren, men spillerne kæmpede videre og bare to minutter efter målet sendte Marco Hansen et skud på indersiden af stolpen, men når man er bundhold går disse bolde bare ikke ind, således også denne gang. Efter 35 minutter gik Marco, der er på vej tilbage fra en lang skade ud og ind kom Thawng. Fire minutter før pausen modtog Bayan Fenwick bolden med ryggen mod mål og en forsvarsspiller bag sig. Smart fik han drejet rundt og sat modstanderen, men afslutningen blev svag, og holdene kunne gå til pause.

 

Anden halvleg var ikke lige så underholdende og vi måtte vente 10 minutter på den første chance. Jonas Hansen modtog en svær bold, og ramte den desværre ikke ordentlig. Efter 61 minutter havde Frem en gigantchance der blev sendt langt over mål, og stille og roligt begyndte københavnerne at se trætte ud. FC Sydvest overtog styringen af kampen og pressede på. Det var tydeligt at kunne vi bare få bolden i kassen, så ville Frem blive rystet og muligheden for point ville opstå.

 

Efter 71 minutter sendte Rene Hansen et flot skud afsted, som fik Frem målmanden til at hive en flot redning frem, og to minutter senere måtte samme målmand ud af målet for at stoppe Thawng. Det lignede et klart straffespark, men dommeren vinkede afværgende. Efter 76 minutter sendte Bayan en tværaflevering ind i feltet, men Jonas Hansen kunne lige netop ikke nå frem til den, så marginalerne gik bestem ikke vores vej. Marinus Siewe blev sendt frem i angrebet, men de høje bolde ind i feltet kom aldrig. Frem kæmpede forbilledligt og efter 83 minutter havde de en dobbeltchance, hvor riposten blev brændt på det skammeligste. Mere skete der ikke og et flot kæmpende Sydvest måtte erkende at det ikke blev mod Frem at den første sejr kom i hus.

 

- "Planen var jo at vinde kampen., jeg ville gerne have fortsat hvor vi slap i efteråret. Når det så er sagt, så har jeg sagt i mit oplæg at jeg vil se noget energi, noget tro på det, og at man kæmper for hinanden. Og ingen på stadion kan laste os for at vi bare lod os tabe", sagde Kim Munch efter kampen og fortsatte: - "Vi troede på det hele vejen igennem, og de kæmper en vis del ud af bukserne i dag. Der mangler lige den sidste aflevering, den sidste skarphed. Vi har nogle stolpeskud og nogle farlige dødbolde, og alt i alt er jeg 80% tilfreds - Jeg vil jo gerne vinde".

 

Allerede på lørdag er der kamp på Bankparken igen, når oprykningskandidaterne fra Næstved kommer forbi.