Hvad laver assistent træneren?


 

Hos FC Sydvest 05 Tønder fungerer assistenttræner Peter Jepsen som sparringspartner

 

FODBOLD: De allerfleste med lidt interesse for fodbold véd, at det er cheftræneren, der står for skud, hvis det går hans hold mindre godt. I nogle cheftrænerstole er der meget varmt – efter nogle få kampe uden point – og så – vupti – så er cheftræneren fyret – og assistenttræneren overtager ledelsen.


Så drastisk kommer det forhåbentlig ikke til at gå for det lokale fodbold fyrtårn FC Sydvest 05 Tønder. Her er Jacob Stolberg cheftræner med Peter Jepsen som sin assistenttræner. Jacob har sin A-licens mens Peter har B-licensen som fodboldtræner. De to er et godt match, og de taler godt med hinanden og med truppen.

 

Vi fordeler det sådan cirka 51 – 49 griner Peter Jepsen, som er helt afklaret med, at det i sidste ende er Jacob, der træffer endelige beslutninger.


50-årige Peter ”Slagter” Jepsen bor i Skærbæk sammen med sin Linda og han har job hos slagteri virksomheden Skare i Vejen. Her er Peter også barnefødt og har trådt sine første fodboldstøvler i Vejen SF. Han flyttede til Skærbæk tilbage i 90-erne og pendler så til Vejen hver dag.


Peter har også været en del af Skærbæk Bold Klub hvor han som solid forsvarsspiller og senere træner var med til at rykke holdet fra serie 1 op i Jyllandsserien.
Peter har også været træner i flere omgange hos FC Sydvest – blandt andet de unge U17 talenter.


Træningen af truppen deler de to trænere mellem sig. Målmandstræningen har Kim Munch ansvaret for, så den er i gode hænder. Det taktiske oplæg før – under – og efter kampene deler man om.

 

Den første tid som en del af divisionstruppen hos FC Sydvest har han brugt til at finde sig til rette og pejle sig ind på hele truppen – både spillere og andre med kontakt til fodboldspillet her. Det er gået rigtig fint og helt truppen glæder sig meget til at komme i gang med forårsturneringen.


Første kamp er allerede lørdag den 17. marts hvor Marienlyst kommer til Løgumkloster Stadion.


16 kampe senere afsluttes lørdag den 9. juni i Middelfart. Så må man se hvor mange point holdet har skrabt sammen i kampen om oprykning til 1. division.


I den kommende weekend er der træningslejr i Tønder, med masser af sociale aktiviteter.