Videre i pokalturneringen

Marten Van Ittersum blev pokalhelten mod et flot fightende Marstal/Rise.

 

Marstal/Rise spiller i Albaniserien, to rækker under FC Sydvest, men det var til tider svært at se, i en kamp der naturligt nok blev domineret af favoritterne fra FC Sydvest. Vi er faktisk tidligere røget ud af pokalturneringen netop her, men har også slået dem klart to gange, da vi mødtes i Danmarkserien og Sydvest rykkede op mens Marstal/Rise rykkede ned..

 

Første alvorlige chance faldt efter 10 minutter, da Kasper Sørensen efter en frisparkskombination sendte et fladt skud tæt forbi mål. Fem minutter senere sendte Anders Thomsen en afslutning på overliggeren. Midt i første halvleg fik hjemmeholdet sin første omstillings chance, men bolden sad i handskerne på Kasper Thiedemann. Hjemmeholdet stod kompakt og FC Sydvest havde svært ved rigtigt at skabe store chancer. Faktisk var det hjemmeholdet der havde første halvlegs største chance, da de kort før pausen havde en friløber, men afslutningen gik forbi.

 

Efter pausen fortsatte presset mod Marstal/Rise mål, men skarpheden manglede i afslutningerne. Efter 67 minutter blev et Sydvest hjørne clearet, men bolden blev sendt tilbage i feltet og her stod en fri Marten Van Ittersum og kunde heade bolden i mål til 1-0. Sydvest fortsatte jagten på 2-0, men hjemmeholdet blev også farligere på de nu endnu flere omstillinger. Kasper Thidemann greb dog sikkert ind hver gang.

 

Kasper Sørensen havde en rigtig god chance, men målmanden reddede med en fodparade og det var ret beset hans eneste redning i den kamp. Kasper Thiedemann sluttede kampen af med en fremragende redning ved den ene stolpefod. Hjemmeholdets absolutte bedste afslutning, der var dog vinket for offside.

 

Og så ros til dommeren der bare lod spillerne spille bold. Han dømte tre frispark i 1.halvleg og vel omkring det dobbelte efter pausen.

 

En typisk pokalkamp. En sejr er en sejr, og vi er videre.