okt. 8, 2021
Danmarksserien består i år af 27 kampe, fordelt på 3 runder a 9 kampe.
Første runde er nu overstået, og vi kan konstatere, at FC Sydvest 05 Tønder ligger nogenlunde i midten af rækken med 9 points efter ligeså mange kampe.
De svære startbetingelser taget i betragtning må det vel betegnes som godkendt, især når afstanden til agterlanternen og eneste nedrykker er ret markant.
Men nu skal FC Sydvest i gang med 5 kampe, inden den står på vinterpause, og første hurdle er B 1913, som FC Sydvest spillede uafgjort 2-2 med i premieren.
En sejr i Odense på lørdag vil være yderst velkommen, og i så fald vil man have hentet de første udesejr i dette efterår. Der fløjtes op kl. 13.00 .
Af Finn Hedegaard
Foto Flemmming Andersen