maj. 13, 2023
BankParken bød på perfekt fodboldvejr, da omegnens flotteste arena lagde græs til et imødeset, men svært opgør mod Sædding/Guldager (SGI). Og svært det blev det, men det må vi først og fremmest takke os selv for.
Det var ellers lige ved af gæsterne fra det nordlige Esbjerg gav FC Sydvest en perfekt start, da en af deres forsvarer sendte bolden ned mod eget mål. En tilbagelægning til en målmand der ikke var i målet. Han nåede den dog på stregen.
Efter 15 minutter tog en af gæsternes spillere, Dennis Korkmaz sig en fremragende dribletur, ind mellem FCS’s forsvarsspillere og sendte bolden i mål med et flot skud med papegøjen. 0-1 og kort efter havde de såmænd et skud på oversiden af overliggeren. Fem minutter før pausen begik gæsternes Morten Snabe et klodset frispark på David Zongwe, lige uden for feltet i højre side. Frisparket blev clearet til Indkast, som blev sendt ind i feltet, hvor der var noget tumult. det udnyttede Villads Møller, og med venstre fod fik han sendt udligningen i mål. Det holdt kun et par minutter, inden Villads begik frispark i den anden ende. Dette blev sendt ind i feltet, hvor Morten Nielsen kunne heade bolden ind til 1-2.
Efter en lille times spil fik Søren Møller gult kort for at nedlægge en modstander i fart og 5 minutter senere blev et højt indlæg sendt ind i vores felt og her dukkede Morten Snabe op og headede bolden ind til 1-3. Yderligere 5 minutter skulle der gå, før den var gal igen. Morten Beck begik straffe og fik gult kort og lige som han gik ud til sin 10 minutters straf, kom Søren Møller ind igen. Straffesparket blev sat i mål og bare 5 minutter senere blev Morten Nielsen sendt afsted med en bold i dybden og han kunne gøre det til 1-5 som blev kampens resultat.
De to gule kort og 20 minutter i undertal blev skæbnesvangre for FC Sydvest 05 Tønder. Perioden blev tabt 0-3 og det var ærgerligt for mens det stadig stod 1-2 havde FCS sin bedste periode. David var i den periode meget tæt på at blive fældet i feltet og var han faldet, var den nok blevet dømt. Men alt i alt en fortjent sejr til gæsterne der fuldstændig slog vores spil i stykker, mens vi nok også må erkende at vi havde en kollektiv off-day.
Vi ser fremad, for allerede på tirsdag aften klokken 19.15 spiller vi igen. Der drager vi til Esbjerg for at møde EFB’s divisionsreserver. Her får vi virkelig brug for en sejr, skal vi ikke hægtes af i toppen.