jun. 14, 2019
Vi kan ligeså godt indrømme det med det samme. Alle klicheer og floskler kommer i brug idag.
Og det er fordi det er på sin plads. For kampen mellem FC Sydvest og BK Frem er afgørelsens
time. Det er nu tingene afgøres. Det er en gyser og det er lige før man overvejer et lægetjek
inden, så man er sikker på at kunne holde til det.
Hvad er det så vi kan forvente os på lørdag på Bankparken Tønder? Vi møder et Frem
mandskab som er dygtigt. I følge Assistent træner Peter Randbo Jepsen er Frem et hold der
spiller god fodbold. Faktisk har Frem det meste af sæsonen ligget til at skulle være med i
oprykningsspillet, men i sidste øjeblik endte de i “kvalen” i stedet for.
Samtidig er Frem et hold der emmer af historie. Det er en af landets ældste klubber. Den blev
dannet i 1886. Dengang var det primitive forhold, men Frem endte med at blive en af de
bærende klubber i dansk fodbold i mange år. Måske startede den store optur for i 1888 da
holdet vandt over almægtige KB. KB havde dengang aldrig tabt en kamp, men Frem brød den
dominans. Gennem 1900 tallet vandt arbejderklubben fra Valby 6 danske mesterskaber og de
har yderligere et hav af pokaler i deres pokalskab. Så udfordringen for FC Sydvest lørdag er
ikke bare et tilfældigt “københavnerhold”. det er nærmest en institution i dansk fodbold de står
overfor.
Hvor stor vores respekt end er for Frem, må vi insistere på at vinde kampen på Bankparken
Tønder lørdag kl. 14.00. FCS har det seneste stykke tid været ramt af skader og karantæner og
selvom spillerne har kæmpet alt det de kunne, har det brudt rytmen i spillet. Der er dog håb om
at FCS begynder at nærme sig stærkeste opstilling til kampen mod Frem. Og det får man som
sagt brug for mod et stærkt Frem mandskab. Men set over hele foråret har vi dog spillet godt og
fightet os over nedrykningsstregen. Og spiller vi angrebsfodbold som vi gjorde mod Dalum, så
er alt muligt.
FCS har 33 points på 8. pladsen, mens Odder har 31 points på 9. pladsen lige under
nedrykningsstregen, men Odder skal møde Marienlyst, der er absolut bundprop og ikke har
særlig meget at spille for. Vi skal slet ikke underkende Marienlyst, men vi må formode Odder
tager 3 points og derfor er en sejr mod Frem livsnødvendig. Næste lørdag igen skal Odder
møde Vejgaard ude og FCS skal møde Slagelse ude. Vi har simpelthen det sværeste program,
til gengæld kan vi afgøre det selv.
Så hvis du er fodboldelsker, så kom og støt FCS på lørdag kl. 14.00. Spillerne og træner teamet
er klar til afgørelsens time og så håber og tror vi på det rækker til sejr og 3 points.