apr. 14, 2022
Der var lagt op til en dejlig Skærtorsdag for FC Sydvest 05 Tønders spillere i hjemmekampen mod fynske Marienlyst. Græsset var grønt i BankParken, stadionplatten til salg og 130 tilskuere på lægterne.
Det gode vejr blev suppleret med en tidlig scoring af Villads Møller til FC Sydvest, og holdet viste gejst, nærkampstyrke og vilje til at vinde.
Der stod således FC Sydvest på det meste i 1. halvleg, og holdet var tættere på 2.0 end Marienlyst-udligning, og ikke mindst højrekanten med lynhurtige Morten Beck suppleret af ligeså rutinerede Rasmus Hoeg sørgede for uro i Marienlyst-forsvaret. Samtidig var de fynske angribere sjældent tæt på FC Sydvests mål.
Så i pausen var der positive og optimistiske toner blandt publikum, som nu også kunne glæde sig over skum i plastikkrusene og gode ringriderpølser fra udskænkningen.
Der må være sket et og andet Marienlysts omklædningsrum i pausen, for det var et helt andet hold, der kom på banen, og straks fra starten tilspillede de sig gode chancer, som dog ikke gav udbytte.
Det fik de til gengælde efter 13 minutter, hvor en god kombination i FC Sydvests straffefelt endte hos Ronny Larsen, der havde let ved at score. 1-1.
FC Sydvest havde sværere og sværere ved at finde flow i spillet, og der skabtes ikke rigtigt noget fremadrettet, selvom om ingen kan klandre holdet for ikke at fighte.
Marienlyst derimod havde fundet en rytme, og ikke engang et rødt kort mit i halvlegen ændrede dette, og to gode kombinationer omkring den halve time ændrede billedet fra 1-1 til 1-2 og senest 1-3, begge scoringer ved Mathias Danielsen ; kampens resultat
Enighed blandt tilskuerne om at de havde været vidne til to helt forskellige halvlege, hvor Marienlyst kom ud af in.
FC Sydvest måtte igen forlade banen uden point. Indstillingen fejler ingenting, spillerne kan mange gode ting, men det viser sig desværre ikke i tabellen -endnu.
Af Finn Hedegaard