nov. 3, 2019
I dag kl. 10.30 stiller FC Sydvest til kamp på Green Arena i Ringkøbing. Og lidt overraskende er Ringkøbing nr. 12 i 2. divisions pulje 2. Før sæsonstarten var Ringkøbing et af de hold man rent faktisk havde forudset ville være i den bedste halvdel af puljen. Ringkøbing har samlet 7 points sammen, så de har i endnu højere grad brug for points.
At man havde forventet noget andet antyder også at det er et noget stærkere hold FCS skal møde end lige tabellen fortæller en. Ringkøbing har gennem adskillige år arbejdet frem mod at blive mere professionelle og det er i mange henseender også lykkedes. En stærk organisation, velvillige sponsorer og et stort hjemmepublikum. Der er mange andre klubber der misunder dem alt det.
Når alt det er sagt er deres position alt andet end ønskværdig. Man kan forberede sig, organisere, fighte og have det godt sammen. I sidste ende er fodbold et spil. Det har vi i FC Sydvest også måttet sande. Vi har også stræbt mod at blive mere professionelle, vi kæmper godt og prøver at forbedre os kamp for kamp og alligevel er vi på en 10. plads, kun to pladser over Ringkøbing.
Når vi alligevel tager til Ringkøbing ved godt mod, er det fordi der er kommet ny energi på holdet. Vi så i kampen mod Århus Fremad, at vi spillede lige op med det absolutte tophold. Århus Fremad var bedst i første halvleg og vi var bedst i anden halvleg. Men indtrykket og viljen var anderledes end længe set. Vores nye cheftræner, Kim Munch har bestemt inspireret vores spillere. Det er sagt med al respekt for HH Andreasen der har været med til at få FCS til at tænke i mere professionelle linier og han har virkelig gjort det godt. Men det var alligevel dejligt at se spillet mod Århus Fremad.
Det skulle gerne fortsætte og udbygges i kampen i dag mod Ringkøbing. Vi forventer at Ringkøbing på et tidspunkt får gang i deres spil, men det gør ikke noget de lige venter en uge med det. Spøg til side, der er grund til at forvente en hård og lige kamp. Det er en kamp mellem to hold, der vil gøre alt hvad de kan for at positionere sig endnu bedre før en forårssæson der bliver en kamp om overlevelse for begge hold.
Vi håber FCS tager derfra med alle points, men det bliver svært. Held og lykke drenge!