Carsten Jørgensen bliver ny sportschef i FC Sydvest 05 Tønder

Carsten Jørgensen bliver ny sportschef i FC Sydvest 05 Tønder

jun. 13, 2021


Det bliver en særdeles erfaren fodboldkender, der overtager stafetten fra Allan Tornøe Andersen, som hidtil har kørt en dobbeltrolle i FC Sydvest, som medlem af bestyrelsen og sportschef på samme tid.

Bestyrelsen har igangsat et større strategiarbejde, der skal afklare og iværksætte tiltag, der fremadrettet kontinuerligt sikrer divisionsstatus for FC Sydvest 05 Tønder. Konkurrenceintensiteten er steget betydeligt de seneste år, med voksende budgetter, udenlandske spillere og en ny divisionsstruktur med færre hold.

Disse forhold påvirker i høj grad FC Sydvest 05 Tønder. Dog er divisionsstatus en såkaldt ”must-win-battle” for FC Sydvest 05 Tønder, hvorfor betydelige kræfter og initiativer i den kommende tid, vil blive brugt på at sikre denne strategiske målsætning.

Med Carsten Jørgensen som sportschef, får FC Sydvest 05 Tønder en profil, der kender spillet, klubben og de værdier der har bragt klubben fra serierækkerne til divisionsfodbold til fingerspidserne.

Carsten har en lang karriere indenfor fodbolden, som spænder lige fra ungdomsfodbold, til den bedste danske række i kvindefodbold.

Som cheftræner for SønderjyskE kvindehold fra 2009 – 2013. Denne periode bød på 2 år i 1. div og 2 år i ligaen, hvorefter turen gik tilbage til FC sydvest 05 Tønder.

Fra 2013-2015  var han assistenttræner i klubben, og fra 2015-2017 cheftræner. Han var desuden også U-19 træner i klubben, da den blev stiftet tilbage i 2005. Carsten har en UEFA A-licens træneruddannelse med sig i bagagen.

Carsten Jørgensen udtaler:

Jeg glæder mig til igen at være en del af FC Sydvest 05 Tønder, og i samarbejde med de eksisterende gode kræfter i klubben at videreudvikle det fundament klubben hviler på. Der er gang i mange spændende tiltag i og omkring klubben, som jeg glæder mig til at være en del af, og selvfølgelig bidrage til, at vi alle trækker i samme retning.

Jeg er glad og stolt over, at klubben har kigget i min retning, da der skulle findes en ny sportschef.

Carsten Jørgensen kan kontaktes på tlf.: 2120 6803

Arkivfoto: Carsten Jørgensen, da han senest var cheftræner i FC Sydvest 05 Tønder

 

Share