Chancerne manglede i velspillet kamp

Chancerne manglede i velspillet kamp

maj. 22, 2024


FC Sydvest 05 Tønder var en tur i Hvide Sande, da BK Klitten tog imod, Pinsemandag. Først og fremmest kom vi til et rigtig lækkert område med en fantastisk flot fodboldbane i Hvide Sande. Så der var absolut intet at klage over.

Og FC Sydvest 05 Tønder kom godt fra land. Efter bare tre minutter tog Alen Merusic en flot dribletur langs baglinien og sendte bolden skråt tilbage til Nicolai Bach Iversen, der resolut bankede til bolden, men en forsvarer fik blokeret. Efter 15 minutter kunne Marius Møller, helt efter bogen prikke bolden i mål til 1-0. Marius var løbet dybt og var en anelse hurtigere end Klittens målmand på en flad bold ind i feltet. Føringen var helt fortjent efter en god start af FC Sydvest. BK Klitten forsøgte sig med lange bolde og skud udefra og var ikke helt ufarlige.

Halvvejs i 2.halvleg forsøgte Alen Merusic sig også med et skud, som tog oversiden af overliggeren. FC Sydvest var på dette tidspunkt i kontrol. Efter 25 minutter blev Alen sendt afsted mod mål, med en Klitten spiller lige i hælene. I straffesparksfeltet faldt Alen og fik det gule kort for film af dommeren der dømte en fremragende kamp. Minuttet efter fik Klitten gult kort efter en hård eftertackling. Tre minutter senere havde vi en fin omstilling som ikke førte til noget og efter 32 minutter var det Klitten der for første gang fik skabt et rigtigt godt angreb. Med fine kombinationer fik de udspillet vores forsvar og fik udlignet til 1-1. Det gav momentum til Klitten og i resten af halvlegen var det os der måtte ty til lange afleveringer.

Efter pausen var FC Sydvest endnu bedre på bolden igen. Endnu et hårdt frispark af hjemmeholdet gav et gult kort og FC Sydvest lagde i de følgende 10 minutter et tungt press på hjemmeholdet. Spillet var fremragende, ideerne var der, men den sidste aflevering blev gang på gang blokeret af Klittens forsvar der ikke gjorde tingene sværere end nødvendigt. Generelt holdt vores defensiv stand resten af kampen, den var virkelig god. FC Sydvest gik efter tre point, mens hjemmeholdet tydeligvis kæmpede for det point de havde. Det kneb desværre stadig med at få den sidste aflevering lagt, så den kunne blive til en målchance, men det var også det eneste, vi kunne ærgre os over. Efter 89 minutter kommer vi i en omstilling og er to mod to. Alen Merusic gør alt det rigtige. Udfordrer sin modspiller og spiller bolden på tværs til Frederik Gydesen, hvis førsteberøring dog kikser og så kan målmanden smide sig ned over bolden. Ærgerligt for den var stor, den chance.

Det hele endte dermed med en pointdeling, men der er masser vi kan tage med videre fra Hvide Sande. På lørdag skal vi se om vi kan fortsætte det gode spil, når Egen UI tager imod på Guderup Stadion på Als. Den kamp starter klokken 13.00 og vi håber på god opbakning og lidt flere mål.

Share