mar. 30, 2025
Efter det uafgjorte resultat mod Vejle, en kamp der sluttede 1-1, var det en trods alt tilfreds og stolt cheftræner, Kenneth Hellwig Lauridsen, der opsummerede kampens forløb:
“Vi prøver virkelig at holde os til det vi gerne vil, men så får de et mål, hvor vi mangler noget parathed. Og så synes jeg at vi virkelig forsøger at tage overtaget, men har bare svært ved at komme til store chancer. Men det siger så også meget om det her hold og om den udvikling vi har gennemgået, hvor mentalt stærke vi er, at vi nærmest spiller dem ud af brættet, selv om vi er 9 mod 11, da vi har to mand udvist. Jeg synes klart at vi er det bedste hold i dag”
Under snakken kommer Marius Møller forbi og siger “Husk lige at få talt om assisten” og det var også et flot mål. Om dette mål siger cheftræneren:
“Jamen jeg synes virkelig at det er et flot gennemspillet mål. Alt op til scoringen var jo lige efter drejebogen. Vi kom mange mand i boksen og der kom en god bold fra Marius, der gør at vi får scoret, hvilket jeg synes var mere end fortjent. Jeg har også lige sagt til drengene at jeg var skuffet over 1.halvleg, men samtidig meget stolt over den indsats de leverer over hele banen. Måden vi spiller på, da vi er 9 mod 11, folk der arbejder så stenhårdt at de nærmest står med tungen ud halsen. Det er svært ikke at være tilfreds, når man scorer målet i overtiden”.
På søndag, den 6.april spiller FC Sydvest igen, denne gang på udebane i Åbenrå.