mar. 8, 2020
FC Sydvest 05 Tønder følger Sundhedsstyrelsen anbefalinger. Vi har modtaget følgende informationer fra Divisionsforeningen:
Til alle klubber i Herre-DM,
Den tidligere Brøndby-spiller Thomas Kahlenberg har fået konstateret Corona Virus. Han var tilstede ved 3F Superliga kampen Brøndby-Lyngby i søndags hvilket har medført, at personer fra Brøndby IF og Lyngby Boldklub er sendt i karantæne. Brøndby IF og Lyngby Boldklub samarbejder med Sundhedsmyndighederne i forsøget på at få indkredset de personer som har haft fysisk kontakt med Thomas Kahlenberg.
./. I den anledning har Divisionsforeningen udsendt vedhæftede pressemeddelelse. Udgangspunktet er fortsat, at vi følger myndighedernes anbefalinger og forventer at alle kampe i 3F Superliga (og øvrige turneringer i Herre-DM) spilles som planlagt.
Divisionsforeningens påbud til klubberne
Vi holder klubberne orienteret så snart vi har yderligere information, som relaterer sig til turneringen eller sundhedsmæssige oplysninger og anbefalinger.
Pressemeddelse fra Divionsforeningen
København, 5. marts 2020
Personer fra to 3F Superliga klubber i karantæne for coronavirus
Coronavirus har nu også ramt 3F Superligaen. Der er dog ikke meldinger om smitte hos spillere eller hos andre personer i og omkring trupperne.
I dag blev det meldt ud, at den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Thomas Kahlenberg har pådraget sig coronavirusen. Han var i søndags til stede ved kampen mellem Brøndby IF og Lyngby BK. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med en opsporing af de personer Thomas Kahlenberg var i kontakt med i forbindelse med kampen – og allerede nu er flere personer omkring både Brøndby IF´s og Lyngby BK´s organisation blevet sendt i karantæne.
I Divisionsforeningen er vi i tæt dialog med Sundhedsmyndighederne. Udgangspunktet er, at kampene i den kommende runde afvikles som planlagt, men vi følger selvfølgelig fuldstændigt Sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Vi forholder os til situationen, som den udvikler sig, og har pt ikke yderligere kommentarer.