Der blæser nye vinde over FC Sydvest

Der blæser nye vinde over FC Sydvest

aug. 28, 2024


FC Sydvest er inde i en positiv og spændende udvikling. Bestyrelsen er sammen med de 4 moderklubber og andre samarbejdsklubber i fuld gang med at sætte en ny retning for seniorafdelingen og for ungdomsarbejdet.

Seniorer:

Seniorholdet spiller nu i Serie 1 og der arbejdes med en plan om at langt de fleste spillere i truppen skal være lokale spillere. Det kan man allerede nu se i den nuværende trup. Og holdet er kommet rigtig godt fra start, idet holdet har vundet de 4 første kampe, og således fører rækken med maksimumpoint.

Sportschef Kim Hvass udtaler: Det vil tage tid at implementere denne plan, men vi mener det er vejen frem og arbejder målrettet hen mod en strategi, hvor det lokale islæt vil komme til at spille en væsentlig større rolle.

Truppen består i dag af spillere med erfaring og en flok unge lokale spillere, der skal udvikles. Vi er sikre på at vi med tiden kan udvikle en rigtig stærk homogen trup til fremtidens FC Sydvest. Vi vil i fremover fokusere endnu mere på udvikling af både spillere, træner og samarbejdet generelt.

Udvikling af ungdomssamarbejde:

Det er også med meget stor glæde at vi kan fortælle, at der arbejdes benhårdt på at udvikle ungdomssamarbejdet. Det betyder at FC Sydvest kommer til at bidrage med udviklingen af spillerne i FC Sydvest ungdom. Denne plan skrider lynhurtigt fremad og allerede nu foregår der træning med spillere, der rykkes op og ned i de forskellige trupper for at få den optimale matchning.

Moderklubberne og andre samarbejdsklubber er enige om fremadrettet at samarbejde om udviklingen af de unge spillere fra U13-U19. Vi er nu i fællesskab ved at få de sidste detaljer for samarbejdet på plads.

Bestyrelsen:

Formand Hans Pilegaard: – I bestyrelsen ser vi ind i en spændende fremtid, hvor den nye strategi skal helt på plads. I den forbindelse kan vi også nævne, at der bliver et par pladser fri i bestyrelsen, når der er generalforsamling til oktober. Det betyder, at der skal findes et par nye bestyrelsesmedlemmer, som skal være med til at præge fremtiden for FC Sydvest. Så man skal endelig henvende sig, hvis man er interesseret i at høre nærmere om dette arbejde.

 

Bestyrelsen for FC Sydvest 05 Tønder

Share