aug. 13, 2022
Det er længe siden, at sejrssangen har lydt i FC Sydvests omklædningsrum, men det skete mellem kl. 14 og 14.30 lørdag eftermiddag, hvor holdet havde besejret Horsens FS, ” den gule fare” hed de engang, med 2-0 efter 1-0 ved pausen.
Allerede efter 5 minutter udnyttede Villads Møller en fin aflevering fra Mahir til at bringe hjemmeholdet foran, og i den voldsomme hede var det en væsentlig faktor, for det tvang Horsens til at forcere mere, især mod slutningen, hvor de var nødt til at kaste noget forsigtighed overbords.
Det gav FC Sydvest nogle klare 3 mod 2 muligheder, som dog ikke blev udnyttet.
Til gengæld sørgede Ludvig Møller for 2-0 ca. et kvarter før tid på et flot hovedstød efter en fin aflevering fra højre fløj.
Efter 90 minutter og 2 vandpauser kunne dommerne fløjte af, og FC Sydvest række hænderne jublende i vejret.
Vi fangede lige træner Kasper Sørensen efter kampen.
“Det vigtigste er selvfølgelig, at vi fik de 2 points og i øvrigt scorede 2 gode mål. Vigtigt var det også at vi holdt nullet og spillede efter den gameplan, der var lagt. Det tegner fornuftigt fremadrettet, og i den forbindelse giver første sejr ny tro på det hele”.
Af Finn Hedegaard