FC Sydvest 05 Tønder måtte tage til takke med 1 point

FC Sydvest 05 Tønder måtte tage til takke med 1 point

apr. 10, 2022


Det var hele følelsesregisteret man var igennem på denne lørdag, da FC Sydvest 05 Tønder gæstede det tidligere danske tophold B1909.

Efter en intens indledning, med både fight, godt spil, blæst og hagl, kom værterne hurtigt på 2-0.
Det ene mål scoret efter et afværget hjørnespark, som i anden omgang bliver sendt til bagstolpen. Der står B1909´s hjørnesparkstager helt umarkeret og sender den i kassen.

Lidt efter kommer 9’erne også på 2-0, da vores målmand spiller deres angriber lige i skoene, som takker for gæstfriheden prompte.

Spillet bølger meget frem og tilbage frem til pausen, hvor både FCS og værterne har muligheder for at score, men mere sker der altså ikke.

Hvad der er sket i pausen, må være til det uvisse, men i hvert fald er det et fuldstændig ændret FC Sydvest mandskab der er på banen i 2. halvleg.
Masser af energi, vilje og særdeles godt spil, udmønter sig i tre hurtige scoringer til gæsterne fra FCS, sat ind af Marius Møller, Villads Møller og Mahir Dzankovic.
Lige pludselig 3-2 til FCS med 20 minutter plus det løse.

Desværre for FCS’erne sker der i slutminuttern, at der lukkes mål ind med 3 minutter tilbage, hvorfor kampen ender 3-3.

Vi tog en snak med cheftræneren, for at få et par ord om kampen:
”Vi går fra at være nede i kulkælderen til pause, til at have de 3 point ligesom mod Aarhus Fremad, til at ende med 1 point. Så kan man næsten ikke komme mere rundt i følelsesmaskinen i en kamp. Jeg talte mildest talt med store bogstaver i pausen, men vi får lavet en god plan for 2. halvleg og bliver enige om, at der kun er én vej vist.”

Endvidere fortalte Kasper, som endog havde feber til kampen.
”Når man lige får kampen lidt på afstand, så skal vi både være glade for det ene point, og skuffede og at smide to helt til sidst. De har en kæmpe chance ved stillingen 2-0 og kan næsten punktere den. Til gengæld har vi også stolpeskud, men alt i alt, tror jeg at begge hold kan være tilfredse, når de 90+ er gjort op.”

Hvad skal gøres bedre, spurgte vi til sidst?
”Det er klart, når man lukker 3 mål ind i hver kamp, så bliver det meget svært at vinde fodboldkampe. Her ligger der et stykke arbejde i at få lukket af bagtil. De personlige fejl er svære at gøre noget ved, og det er nu engang sådan noget der sker i fodbold. Får vi styr på det, så skal vi nok vinde en masse kampe, for vi scorer altid mål og er skarpe offensive. Jeg synes, vores 2. halvleg i dag, er det bedste vi har spillet i 2022”, slutter cheftræneren af.

Næste kamp er på vores hjemmebane, nemlig BankParken i Tønder, hvor vi byder velkommen til topholdet fra Marienlyst. Kampen sparkes i gang kl. 13:00.

Kampen i tal:
Stillinger og resultater (dbu.dk)

Share