aug. 1, 2019
Endnu en gang har det store og stærke sammenhold omkring klubben vist sit værd. To af vores gode samarbejdspartnere, SKRIVER A/S og BankParken har været med til at sikre at vi har sikret os en spiller fra øverste hylde, nemlig William Allin Møller, som i den netop overståede sæson var en del af EfBs superligatrup.
Det er fantastisk at vi har sådanne partnere, som i den grad forstår og bakker op om vores slogan, ”Fodbold i Fællesskab”
På billedet ses William Allin Møller, flankeret af Lars Paulsen, SKRIVER A/S og Martin Quist, BankParken.
Men hvad har fået William til lige at vælge FC Sydvest? William forklarer selv: ”Det var utrolig vigtigt for mig at jeg kunne være i nærheden af familie og venner. Det gør også præstationerne på banen bedre. Og så kunne jeg mærke at klubben virkelig gerne ville mig. Det er dejligt at mærke og så faldt valget på FC Sydvest.”
Fodbold har været en del af Williams liv lige fra han var lille. Hans to storebrødre og hans far spillede fodbold, så det lå lige for. Han kommer oprindeligt fra Ølgod, så det også der han startede sit fodboldliv. Det blev hurtigt tydeligt at William havde talentet og viljen og i sidste ende blev det Esbjerg der sikrede sig stortalentet. Her spillede han 3 sæsoner som ungdomsspiller og endelig 2 sæsoner som senior.
”Jeg er blev taget utrolig godt imod, så det lover rigtig godt. Jeg ser det her som et rigtig godt springbræt til at komme tilbage på øverste hylde. I mit første senior år var jeg fast mand på førsteholdet, mens jeg ikke har fået så meget spilletid i mit andet seniorår. Derfor glæder jeg mig til at vise andre og ikke mindst mig selv at jeg godt kan.”
William Allin Møller er en meget spændende spiller. Den 21-årige angriber har været gennem en succesfuld omskoling. Han begyndte som forsvarsspiller men er blevet omskolet til angriber. Han bliver meget spændende at følge. Det er en stor nyhed og meget stort for FC Sydvest at have sikret sig William Allin Møller.