okt. 20, 2018
Kampreferat: Overraskelsen udeblev i meget spændende kamp
Det blev en rigtig spændende og tæt kamp, da et af puljens tophold og oprykningskandidater, Skive, gæstede Bank Parken i Tønder og spillede mod FC Sydvest 05.
Hjemmeholdet stillede op med Kasper Tiedemann, Simon Ingemann Hansen, Mathias Marquardsen, Christian Degn, Jonas Gejel Hansen, Oliver Nielsen, Nils Priis holm, Anders Vest Hansen, Lasse Clausen, Silas Songani og Jeppe Hansen.
Der blev masser af dramatik og spænding i kampen. Allerede efter 8 minutter satte Skive alvorligt tryk på og keeper Kasper Tiedemann måtte ud i en fantastisk dobbeltredning for at klare frisag.
Da der var spillet 17 minutter fik gæsterne tilkendt et straffespark, som blev omsat sikkert til mål.
Efter 38 minutter var der et rigtig godt samspil mellem Nils Priisholm og Silas Songani – det afsluttedes med at Silas kunne prikke bolden i nettet bag en fremstormende Skive-keeper.
Kort før pausen var det FC Sydvest, der fik tilkendt et straffe. Unge Oliver Nielsen var iskold og bankede bolden i mål til føring 2 – 1.
Efter pausen fortsatte den underholdende og meget spændende kamp. FC Sydvest viste kampen igennem masser af gejst og spillelyst – så det talstærke publikum sad og håbede på at der endelig kom point på kontoen. Igen skulle der et straffespark til for at bolden kom i mål. Desværre var det gæsterne, der efter 33 minutter i anden halvleg fik denne mulighed og omsatte den til mål. 2 – 2.
Ganske få øjeblikke senere lå bolden igen bag Kasper Tiedemann efter et boldtab og en omstilling i spillet, så var Skive pludselig foran med 2 – 3. Øv.
Der blev presset meget voldsomt på – uden der blev scoret yderligere. Efter 37 minutter gik Nils Priisholm ud og ind kom Anders Thomsen.
På lørdag den 27. oktober skal FC Sydvest til Århus for at spille mod Brabrand kl. 14.00 og næste hjemmekamp er lørdag den 3. november kl. 15.00. Da kommer puljens nummer 9 – Odder – på besøg.
Af Holger Ringgaard