jul. 30, 2020
Også fodbolden fejrer 100-året for Genforeningen
Corona-krisen har sat sit negative præg på mange aktiviteter, og en af disse der desværre har lidt rigtig meget, er fejringen af 100 året for Genforeningen.
Men nu er der ligesom små lyspunkter i mørket, og de skal udnyttes.
Fodboldmæssigt vil man også gerne fejre denne historiske begivenhed, og det sker med en testkamp mellem SC Weiche Flensburg 08, som er den højest placerede klub i Flensborg og en dansk modstander af nogenlunde samme og måske stærkere kaliber, og det bliver så FC Sydvest, der leverer spillerne til denne specielle begivenhed og som jo kvalificerer sig, fordi den lever i grænselandet.
Kampen bliver ikke spillet på ”neutral” grund, men derimod i Sønderborg på stadion på Ringridervej, og datoen er sat til fredag d. 14. august kl. 17.00, hvor der er kick off for Tønder-mandskabets vedkommende.
Efter denne kamp spiller Broager mod et andet Flensborg-mandskab, og det faktum at der kun må være 400 tilskuere til kampene udover de aktive plus ledere og hjælpere gør, at der bliver rift om billetterne, hvilket betyder hurtigt køb og en hurtig beslutning, hvis man som FC Sydvest tilhænger vil følge holdet i denne opstartsfase, hvor man virkelig kommer op mod en stærk tysk modstander.
Myndighederne er taget i ed, og alle nødvendige værnemidler er taget i brug, så der er lagt op til en ”folkefest i grænselandet”, som det beskrives i arrangørernes oplæg.
Billetprisen er sat til 100 kr., og hvis Sønderborg Stadion bliver fyldt med de 400 tilskuere, vil der komme et fint beløb til de velgørende foreninger, der satser på ” fodbold for alle”, og som er idémændene bag initiativet.
Man kan købe pølser og forfriskninger under og efter kampene.
Billetterne til kampen kan købes på hjemmesiden genforeningsfest.dk. Når de første 200 billetter er solgt, udbydes de næste 100. Ved 400 ”slukkes lyset”.
Af Finn Hedegaard