jun. 8, 2022
Flot kullise på Bankparken Tønder
2. pinsedag blev en stor dag for FC Sydvest´s U13 drenge. Det var drengenes første kamp på Bankparken og både børn og forældre havde gjort en stor indsats for at få folk på stadion. Der var aktiviteter udenfor stadion, inden og efter kampen, der var gratis is til alle tilskuere, der var solskin over Bankparken og banen samt stadion stod rigtig flot.
Der var heldigvis rigtig mange der benyttede sig af muligheden for at komme og støtte drengene og Bankparken var rigtig godt fyldt op, og med hele 417!!! tilskuere på lægterne, var det op til drengene at lave den berømte prik over i ét ude på grønsværen.
Under taktikmødet og opvarmningen kunne vi tydeligt mærke på drengene at det her var en lidt anderledes kamp. De fleste var virkelig nervøse og spændte inden kampen. Efter opvarmningen var der så tid til endnu en ny oplevelse. Med dommeren i spidsen skulle der laves indløb. Det blev rigtig flot med hele vores U13 trup (27 spillere) der sammen med Lunderskov løb ind hånd i hånd med en hel flok U6 og U7 spillere fra moderklubberne Bredebro, Løgum og Tønder. Et super flot syn, og både de store og de små unger så meget stolte ud, da de løb ind til store klapsalver.
Kampen
Så kunne kampen gå i gang og uden at spille prangende overtog vi hurtig spillet. Det gav et par frisparksmuligheder til Muscharraf og på et af de frispark valgte en spiller i muren at tage bolden med hånden så allerede efter 9. min fik vi straffespark. Det blev Jonas Jordt sat til at sparke, han scorede og jublen kunne bryde ud på Bankparken både blandt spillere og tilskuere.
Vi blev ved med at kontrollere kampen og en meget solid defensiv sørgede for at holde Lunderskov langt væk fra chancer. Efter 17 min. får vi så et af mange hjørnespark, denne gang er det Victor Hougaard-Frederiksen der får panden på og laver et rigtig flot mål til stillingen 2-0 endnu engang til stor jubel for alle. Føringen blev kontrolleret holdt til halvleg. I pausen blev der snakket om at vi skulle turde spille lidt mere frit og spille mere over kanterne. Det lykkedes til dels, dog uden at få scoret på nogle af de halve chancer der kom. Efter 52. min. tager en af kanterne, Lukas Nissen, så sagen i egen hånd med en af hans velkendte hurtige ryk, med et skarpt træk ind i banen og en fin afslutning scorede han flot til 3-0. Det blev dog aldrig vores flotteste kamp spillemæssigt, til gengæld blev det den flotteste kamp forsvaret har spillet i år. De tillod igennem hele kampen ikke Lunderskov at få en eneste reel chance.
Det sidste minut gik med stående applaus fra det talstærke publikum og da slutfløjtet lød kunne spillerne fortjent juble og de kunne fejre en meget fortjent oprykning ved at overøse hinanden med champagne (Faxe Kondi champagne)
En rigtig god dag med masser af oplevelser for drengene sluttede af med at de tømte is boksen.
På spillere og træneres vegne skal lyde en kæmpestor tak for den overvældende opbakning der var til denne kamp, både fra de frivillige forældre, alle tilskuere og ikke mindst U13 holdets velvillige sponsorer, samt tak for lån af Bankparken.
Af Flemming Jordt