apr. 14, 2024
Lørdag stod der sønderjysk opgør på programmet, da FC Sydvest 05 Tønder mødte Egen UI. Det var en vigtig kamp for FC Sydvest, der gerne ville væk fra bunden, mens Egen for alvor kunne hægte sig på toppen med en sejr.
Og det var en åben slagudveksling fra kampens start, dog manglede der kvalitet i den sidste aflevering, eller på indlæggene. Det gjalt i begge ender og efter en halv time var større chancer stadig en mangelvare. Kristian Tjørnelunds afslutning fra kanten af feltet havde været kampens højdepunkt. Efter 34 minutter skete der for første gang noget og det var i FC Sydvest 05 Tønders felt. Utallige muligheder for at sparke eller heade bolden ud af feltet mislykkedes. Bolden havnede gentagne gange hos en modstander og endte i målet bag en sagesløs Emil Schmidt. 0-1 og det holdt til pausen.
Efter pausen ville Egen ikke ret meget andet end at trække tiden og have en masse frispark. Det var de dygtige til og fik lov til. Det tog rytmen ud af FC Sydvest 05 Tønders spil og anden halvlegs højdepunkt var en kæmpe afbrænder af Egen, der burde have bragt sig foran 0-2, midtvejs i anden halvleg. I de sidste minutter af kampen pressede FC Sydvest godt på, men skarpheden manglede og kampen blev tabt 0-1. Dermed ligger vi stadig i bunden af rækken med 1 point for 3 kampe.