FC Sydvest nedkæmper Fredericia

FC Sydvest nedkæmper Fredericia

jun. 17, 2023


Fra kampens start var det en lige affære. Dog var det FC Sydvest 05 Tønder der skabte chancerne og efter to minutter havde vi allerede haft to gode forsøg efter hjørnespark. Når Fredericia kom frem manglede der dog lidt fart i den deffensive del, men Kasper Sørensen fik råbt spillerne vågne og så var der godt styr på den del. Det blev en første halvleg hvor der måtte kæmpes og spilles i små rum og begge hold havde svært ved at få spillet til at flyde. FC Sydvest 05 Tønder fik dog skabt lidt chancer og det lignede et straffespark, da Villads Møller efter 24 minutter blev revet omkuld. Det syntes dommeren dog ikke at være enig i.

Efter 34 minutter tog en Fredericia spiller chancen og sendte et skud afsted fra omkring 20 meter. Bolden sejlede hen over Emil Schmidt og ramte overliggeren. Dette var kampens hidtil bedste forsøg, men også Fredericias eneste før pausen. To minutter senere får Villads Møller tacklet sig igennem i modstandernes felt, men inden han får kontrol over bolden, har målmanden fat i den. Dermed kunne holdene gå til pause med 0-0 på tavlen.

Efter pausen skulle der kun gå to minutter inden Villads Møller ramte stolpen og FC Sydvest trykkede virkelig på. Efter 53 minutter så det endnu engang ud til at vi skulle have haft straffespark, men inden dommeren nåede at reagere, lå bolden foran Mathias Maibøll Andersen, der med et flot skud sendte bolden op i hjørnet af målet. FC sydvest havde bragt sig foran 0-1.

Der var ikke længere så meget snert i Fredericias spil. Vi dominerede kampen mere og mere og ud over et par forkølede langskud fra hjemmeholdet, var det FCS der sad på kampen. Der var masser af afslutninger fra FCS, men ramme målet kunne vi ikke. Et hovedstød fra Schlage røg over mål og en stor chance til topscorer Villads Møller blev sendt tæt forbi stolpen. Især var indskiftede Morten Beck ophavsmanden for de mange chancer og det var da også ham, der efter 85 minutter sendte et perfekt hjørnespark ind i feltet. Viktor Schlage timede sit opspring perfekt og pandede bolden i mål til 0-2. Mere skete der ikke og FC Sydvest 05 Tønder kunne sætte tre sikre point på kontoen.

Det var i sandheden en rigtig holdsejr, men ingen holdsejr uden at nogen stikker ud. I et stærkt forsvar må vi fremhæve Søren Møller der spiller en komplet fejlfri kamp. Han rager op og clearer alt hvad der kommer. Stor kamp af unge Møller. På den centrale midtbane sled og slæbte Mathias Andersen og Viktor Schlage og kronede indsatsen med et mål hver. Også på venstrekanten skal der lyde ros til tilbagevendte Lasse Clausen, der vel nærmest ikke tabte en duel. men alt i alt var det holdet der leverede og FC Sydvest 05 Tønder slutter sæsonen som nummer 5.

 

Share