apr. 22, 2023
Modet til at turde og viljen til at ville vinde, er gode færdigheder at have når man dyrker sport. Og mod og vilje var netop hvad et toptændt FC Sydvest 05 Tønder udstrålede fra det øjeblik dommeren satte kampen i gang. Og allerede i første minut havde David Zongwe en afslutning som Bredballes målmand dog havde styr på. Det var FCS der var klart mest på bolden i kampens start, mens Bredballe måtte ty til omstillinger. Efter 19 minutter gav det bonus, da Villads Møller tog et træk ind i banen og fra cirka 20 meter trykkede af. Målmanden reagerede for sent og bolden strøg i mål til 1-0 føring til FCS.
7 minutter senere begik samme Villads Møller et klodset frispark der gav et gult kort og 10 minutter på sidelinien. Det benyttede gæsterne til at presse FCS helt tilbage, men enten manglede der kvalitet i afslutningerne og ellers havde Emil Schmidt god kontrol over det der kom. Efter 36 minutter blev vi igen fuldtallige og blot 4 minutter senere opsnappede David Zongwe bolden i feltet og han kunne iskoldt bringe hjemmeholdet foran 2-0, et resultat der holdt til pausen.
2.halvleg blev knap så underholdende. FC Sydvest 05 Tønder var i fuld kontrol og Bredballe kunne ikke komme til ordentlige afslutninger. David Zongwe havde et saksespark som målmanden fik reddet til hjørne, men ellers var der ikke så mange chancer. Der blev fightet rigtig flot i forsvaret og Emil Schmidt stod en fejlfri kamp. I overtiden stod en Bredballe spiller dog pludselig helt fri foran målet, men bolden blev sendt over. Lidt senere lød dommerens fløjte og han pegede på pletten, straffespark til gæsterne. Det blev omsat til mål og kampen blev fløjtet af. En fuld fortjent sejr til holdet der havde modet til at turde og viljen til at ville vinde, og gerne ofrede sig for sidemanden. 2-1 efter en meget stor præstation af hele holdet.
af: Kim Møller / foto: Flemming Andersen
Se den geniale fejring af 2-0 målet herunder: