maj. 18, 2023
FC Sydvest 05 Tønder var tirsdag aften i Esbjerg for at møde EFB 2. Og for anden gang på få dage måtte FCS lide den tort at tabe ret klart. Efter en flot start på sæsonen har FCS således tabt 1-5 til SGI og 0-3 til EFB. Det gik allerede galt efter 15 minutter, da EFB’s Rasmus Vilhelmsen kunne gøre det til 1-0. Samme spiller gjorde det til 2-0 kort før pausen og da Niclas Vestby scorede til 3-0 midt i anden halvleg, var kampen tabt.
FC Sydvest er dermed på få dage dumpet fra subtoppen og ned på 6.pladsen, men der er kun et enkelt point op til Bredballe på 3.pladsen, så det er bare med at få vendt bøtten igen. Det skal gerne ske på lørdag når KIF Koldings divisionsreserver kommer forbi i BankParken. KIF har været meget uheldige med overtidsscoringer imod sig og har således kun vundet en enkelt kamp i foråret. En gang er det blevet uafgjort og de har tabt 6 gange. En målscore på minus fem siger dog at det har været tætte kampe, og Kolding bliver slet ikke nogen nem kamp for FCS.
Vi mødes på lørdag klokken 12.30 i BankParken, hvor publikum forhåbentligt kan hjælpe det unge FCS hold på ret køl igen.