aug. 27, 2023
Det var på mange måder Herning kampen om igen, bare med færre mål. FC Sydvest 05 Tønder startede igen uden den nødvendige energi og beslutsomhed. Bredballe var mest på bolden, dog uden at komme til de store chancer. FCS gjorde det svært for sig selv og tog for mange dårlige beslutninger.
Efter pausen er det igen en hel anden historie. Lige som i Herning, kommer drengene ud med en hel anden indstilling og tro på tingene og der er en hel anden afklaring i de ting man foretager sig. 10 minutter efter pausen får Marcus Berndsen et gult kort og de 10 minutter i undertal, forsvarer drengene sig godt ud af.
Efter 75 minutter tager Frederik Gydesen en dribletur ind i feltet og bliver skubbet i ryggen. Dommeren er ikke i tvivl og peger på pletten, straffespark til FCS. Her er Villads Møller som altid kold som is, og sparker den ind i målmandens højre side. Så måtte Bredballe jagte udligningen. De havde en god afslutningen der ramte overliggeren og i overtiden måtte en storspillende Emil Schmidt gribe ind på en stor chance. Emil stod en fejlfri kamp og kunne glæde sig over et rent bur.
Alt i alt en blandet pose bolsjer, men da dommeren for sidste gang pustede i sin fløjte, stod der 1-0 på tavlen og FC Sydvest 05 Tønder kunne glæde sig over 3 point og dermed i alt 6 point på 5 dage.