jun. 24, 2020
Efter en Sct. Hans aften, der ikke i år bød på de gyldne taler og de grillede pølser, var det rart sammen med 220 FC Sydvest 05 Fans for at nyde stadionplatten bestående af grillpølser og avec i form af øl eller vand. Og så var der jo bold, og her skulle FCS meget gerne flytte sig ud af det felt, hvor nedrykning kunne blive en risiko.
Modstanderen, FA 2000 var bestemt ikke en overkommelig modstander, hvad de beviste i starten af kampen, hvor frederiksbergenserne fik vist gode evner og overtag mod et FC Sydvest hold, der gerne ville meget, men ikke fik mulighed for at skabe det store.
Man frygtede det værste, da Marten begik straffe efter ca. 30 minutter, og en FA scoring kunne være et ondt varsel om nerver fremadrettet, men heldigvis fik keeper, Kikkenborg sat sig i det rette hjørne og reddede forsøget.
Og fra da vendte kampen. Kort før pausefløjt fik Fiton med efternavnet Durguti drejet kuglen ind i nettet, og med 1-0 gik vi til pausen, hvor det viste sig at pølseindkøberne havde forregnet sig. Der blev hurtigt udsolgt.
Men det havde FC Sydvest ikke. Et målmandsdrop af de store gav FC Sydvests, Ardit en ny scoring til 2-0, og da FA skiftede målmand lykkedes det igen Fiton at score for anden gang, og det blev så hans og Ardits aften.
Derefter tænke FA 2000 mest på hvordan og hvornår de kunne komme hjem til Sjælland, og FC Sydvest var i fuld kontrol, indtil dommeren fløjtede af i det dejlige sommervejr.
Vel vidende at der skal ske mærkelig ting efter at Ringkøbing har stemplet ud og hvor Vejgaard hænger med neglene imod afgrunden.
Af Finn Hedegaard