Flot kamp i BankParken endte med nederlag

Flot kamp i BankParken endte med nederlag

maj. 10, 2024


Det var to hold med selvtillid der mødte op til kampstart i BankParken torsdag eftermiddag i BankParken. Især gæsterne fra Fredericia der havde vundet de første seks kampe i turneringen. Denne dag skulle dog blive en rigtig svær dag for topholdet.

Fredericia lagde ud med en omstilling i første minut, men heldigvis lagde Emil Schmidt ud med en god redning. 90 sekunder senere måtte Emil endnu engang hive en klasseredning frem, men efter 4 minutter gik det galt. En afslutning blev ikke ramt rent, men den snød keeperen og via stolpen gik den ind til 0-1. Herfra overtog FC Sydvest 05 Tønder dirigentstokken. spillet blev vendt, angrebene bølgede afsted mod Fredericiamålet, men der er en grund til at gæsterne kun havde lukket 3 mål ind i de første seks kampe. De står godt organiseret og er fysisk stærke, så selv om FCS leverede gode løsninger, blev det ikke rigtig farligt. I den anden ende forsøgte FfF sig med skud udefra, men det var der styr på. Små 10 minutter før pausen fik gæsterne en gylden mulighed for en friløber, da Marius Møller kom ud af balance og fik nedlagt en fri spiller. Det så dag ud til at Fredericiaspilleren selv søgte kontakten, så Marius slap med et gult kort. 0-1 ved pausen.

Fem minutter efter pausen kom Mikkel Neesen højst op på et indlæg og han headede bolden på overliggeren, den havde fortjent bedre. 10 minutter efter pausen havde FC Sydvest hjørnespark. Bolden havnede hos Rasmus Hoeg, der hamrer bolden på overliggeren, men riposten havner hos Adis Skopljak, der sikkert sender bolden i mål til 1-1. Efter udligningen blev Fredericia mere agressive og blæste til angreb. Efter godt en times spil blev et skarpt hjørnespark clearet med hjælp af overliggeren. Minuttet efter får de endnu et hjørnespark i samme side, som de flot header ind ved nærmeste stolpe. 1-2 og FC Sydvest måtte igen jagte udligningen. Efter 82 minutter slipper Fredericia afsted i en omstilling. Ali får lavet et stort frispark, men dommeren lader fordelsreglen gælde (helt efter bogen) og Fredericia scorer til 1-3. Lynhurtigt bliver Ali præsenteret får et rødt kort, der vel lige så godt kunne have været gult, baseret på dommerens linie. I undertal fik vi skabt et par rigtig fine chancer til slut, men ind kom bolden ikke og kampen sluttede 1-3.

Selv om vi selvfølgelig ikke er tilfredse med resultatet, kan vi se tilbage på en flot præstation mod en meget stærk og velspillende modstander. Vi tror også at Fredericia vil give os ret i at dette var deres sværeste kamp i denne sæson. FC Sydvest kan fortsætte med rank ryg og se fremad mod de kommende modstandere, hvor vi gerne skulle sætte masser af point ind på kontoen. Allerede på søndag er der igen kamp i BankParken, hvor modstanderen er Bramming. Mere om den kamp, de kommende dage.

 

Share