Forvandlingen i Ribe

Forvandlingen i Ribe

sep. 11, 2024


Det var et afbudsramt FC Sydvest 05 Tønder der stillede op i Ribe. Vores topscorer Nicolai Bach Iversen, allrounder Kristian Tjørnelund, forsvarsstyrmand Mads Hoeg og unge Jonas Lauesen, var alle af forskellige årsager, ukampdygtige. Derfor var det en meget tynd trup på bare 12 mand, der mødte op i Ribe. Heldigvis har vi nogle trænere der formår at have fokus på dem der er der, afbud kan vi jo ikke gøre noget ved alligevel.

Var truppen smal, så var der til gengæld tænding på. I forhold til de to seneste kampe, så viste holdet et helt fantastisk udtryk i Ribe. Der var lyd på, man løb for hinanden og for holdet og FC Sydvest 05 Tønder spillede bare rigtig godt. Ribe blev presset godt af FC Sydvest 05 Tønder gennem hele første halvleg, blot manglede det forløsende mål. Efter pausen var Ribe mere offensive i deres spil og havde også et par chancer. FCS var farlige på dødbolde og med lange bolde, men som i 1.halvleg manglede scoringen og så sluttede det hele 0-0. Vi synes selv at skulle der have været en vinder, skulle det have været os.

Man kan så kigge i tabellen og se at skal FC Sydvest vinde rækken, skal der sejre til, der er tæt i rækken. Vi skal dog også hele tiden minde os selv og vores følgere om at oprykning ikke umiddelbart er målsætningen for sæsonen. Vi er gået ind til denne sæson for at få sat en prop i den lange nedtur og få det vendt og det synes vi da at vi har fået gjort. Nu har vi lidt tid til at få trænet, inden vi lørdag den 21.september møder oprykningskandidaterne fra Haderslev FK klokken 13.00 i Bankparken. Til den tid håber vi at vi kan stille op i stærkeste opstilling og gerne med udtrykket fra Ribe.

Share