apr. 22, 2019
Mads Blom er begejstret for FC Sydvest: ”Vi vil gå gennem ild og vand for hinanden”
Når man møder FC Sydvest’s ene midterforsvarer, Mads Blom, er det første man tænker, forsvarsklippe. Han ligner en stærk forsvarsspiller og spiller som en stærk forsvarsspiller. Og Blom gør det rigtig godt. Sammen med de øvrige i forsvaret har han været med til at forsvaret er et stærkt fundament i FC Sydvest’s spil.
Mads Blom, 21 år, der kommer fra Feldsted (der ikke ligger så langt fra Gråsten) fortæller om starten på sin fodboldkarriere: ”Som dreng spillede jeg i Feldsted og det gjorde jeg i en del år. Så kom jeg i et halvt år til Åbenrå og også 2 år i Haderslev. Så var nået den alder hvor jeg tog på efterskole og her holdt jeg faktisk op med at spille i klub. Men fodbolden trak i mig og jeg begyndte igen i Åbenrå. Her var jeg rigtig glad for at være. Jeg fik lov at udfolde mig. Her fik jeg for alvor lov til at møde de ’store drenge’. Jeg blev om man så må sige ’smidt for løverne.’”
Hvorfor blev det lige fodbold? ”I min familie var det fodbold vi snakkede om. Jeg havde også 3 brødre der spillede fodbold.”
Men fodbold på topplan, var det givet gennem opvæksten? ”Faktisk ikke,” fortæller Blom, ”jeg var sådan i udkanten af holdet. Nogle gange var jeg inde og andre gange ude. Men i Åbenrå fik jeg troen på det. Siden kom jeg til Sønderborg og spillede i Danmarksserien. Så fik jeg kontakt til FC Sydvest gennem Kasper Tiedemann. Her har jeg så været i 1 ½ år og jeg er rigtig glad for at være her.”
Har Mads Blom nogle drømme i sin fodboldkarriere? ”Man drømmer om at gøre det endnu bedre. Jeg kunne godt tænke mig 2. division som et springbræt til et endnu højere niveau. Som dreng er det drømmen og den er der stadig.”
Og den unge forsvarsspiller udvikler sig hele tiden og hvem ved, måske er han at finde i Superligaen en dag. Men måske håber han og klubben at det er gennem FC Sydvest at drømmene opfyldes, for det sidste Mads Blom siger til interviewet er: ”Du må gerne skrive at vi i FC Sydvest vil gå gennem ild og vand for hinanden.” Deraf overskriften. For netop denne sætning beskriver ikke bare personen Mads Blom, den beskriver i ligeså høj grad hans medspillere og klubben.
Mads Blom er en dejlig åben person med hjertet på rette sted og han passer godt ind på et hold hvor ”fodbold i fællesskab” er mere end bare et slogan. Det er noget man efterlever.