Ny cheftræner er på plads

Ny cheftræner er på plads

dec. 29, 2021


FC Sydvest 05 Tønder har hermed fornøjelsen af at offentliggøre klubbens nye cheftræner for DS-holdet. Det
bliver den tidligere 1. holdspiller Kasper Sørensen, der er udset til at overtage den ledige post som cheftræner.
Aftalen mellem FC Sydvest 05 Tønder og Kasper Sørensen løber frem til udgangen af 2024. Kasper er i øjeblikket i besiddelse af B-licens og skal hurtigst muligt starte på A-licens uddannelsen. Kasper har tidligere været spillende assistenttræner i DS og 2. Division, samt 2. holdstræner i FC Sydvest og ungdomstræner i moderklubben Tønder SF.

Kasper Sørensen udtaler:

“Jeg glæder mig utroligt meget til at være cheftræner for DS-holdet, som er en drøm der går i opfyldelse. Jeg føler mig 100% klar og yderst forberedt til den opgave, som vi står overfor i foråret, hvor jeg ser frem til at sætte mit præg på holdet. Jeg glæder mig ekstremt meget til at møde nye såvel som gamle spillere efter juleferien, og er fuldt ud klar til at give alt hvad jeg har i mig, i kampen om overlevelse. Efter nogle gode samtaler med Carsten og med klubben, omkring nuværende situation samt fremtidig plan, var jeg ikke et sekund i tvivl om hvad jeg skulle gøre”.

Sportschef Carsten Jørgensen udtaler:

“Det brede ansøgerfelt viser, at vi er en attraktiv klub for mange ambitiøse trænere. Vi har været igennem en grundig rekrutteringsproces, hvor det blev tydeliggjort hvilke værdier vores kommende cheftræner skal besidde. Vi ved hvad Kasper står for som person og fodboldspiller, men gennem samtaler er det tydeliggjort, at Kasper også som træner besidder det vi som klub stræber efter. Kasper er ambitiøs, grundig i sin forberedelse og kender klubbens værdier indefra”.

FC Sydvest 05 Tønder byder Kasper velkommen som cheftræner, og håber på et langt og succesrigt samarbejde.

Evt. spørgsmål rettes til sportschef Carsten Jørgensen.
carsten.jorgensen@fcsydvest.dk
Tlf: 21206803

 

 

Share