mar. 22, 2023
På søndag den 26.marts, starter vi sæsonen op med en udekamp i Sædding/Guldager, der har to point med over fra efterårets kampe. Før sæsonen for alvor går i gang har vi taget en snak med vores anfører, Rasmus Hoeg, der har forlænget aftalen med klubben for yderligere et år.
– “Jeg havde en god snak med klubben og blev tilbudt et års forlængelse, og det sagde jeg bare ja til med det samme. Det er nogle gode gutter her i klubben og jeg kan godt lide at være her og så synes jeg bare at vi har gang i noget rigtig godt” fortæller anføreren om grunden til at han valgte at tage et år mere i FC Sydvest 05 Tønder.
FC Sydvest 05 Tønder startede for et års tid siden op med en helt ny, meget ung trup. Lige nu er holdet en del af oprykningsspillet i Jyllandsserien, men synes Rasmus Hoeg at tingene går som planlagt?
– “Ja, det synes jeg bestemt. Der bliver knoklet på banen og alle gør et godt stykke arbejde. Vi er et ungt hold og hvis alle de unge bliver her, så har vi gang i noget rigtig godt. Og kan vi holde os skadesfri, så synes jeg at vi har en knivskarp trup. Har vi så marginalerne med os, så spiller vi helt sikkert med i den sjove ende”.
Og marginalerne var ikke altid med holdet i efteråret. Holdet tabte kun 2 af 14 kampe, men til gengæld endte det med hele 7 uafgjorte kampe og ofte var det i slutningen af kampene at man tabte point. Hvad skal holdet ifølge anføreren gøre bedre i foråret?
– “Vi skal være bedre i begge felter i den sidste del af kampene” konstaterer Hoeg og fortsætter: “Vi har mange chancer i den sidste del af kampene, men vi har også mange chancer imod os i den sidste del af kampene. Jeg ved ikke om vi bliver trætte eller om vi bliver for nervøse til at afgøre kampene til vores fordel til sidst. Så mere skarphed i begge ender, så vinder vi også flere kampe”.
I Tønder husker vi godt de glade dage dage i 2.division, men vi skal altså forholde os til at vi lige pt. er et meget ungt hold der spiller i Jyllandsserien. Rasmus Hoeg er også godt klar over at der sidder tilskuere der har større ambitioner end det:
– “Ja selvfølgelig, vi følger jo også med på facebook, men livet giver jo både opture og nedture, sådan er det jo. Nu er vi et Jyllandsseriehold og vi prøver at være med i den sjove ende”, slutter Rasmus Hoeg.