Salg af smykkearmbånd skal støtte op om Klubhus 2020-initiativet

Salg af smykkearmbånd skal støtte op om Klubhus 2020-initiativet

aug. 27, 2020


TSF Fodbold fejrer i år 100 år, og det bliver naturligvis fejret. Men samtidig ser man fremad, og i forbindelse med den store Masterplan for hele fritidsområdet, er en gruppe ildsjæle gået i gang med det store projekt, der hedder Klubhus 2020.  Det tænkes placeret i forbindelse med BankParken og skal udover omklædningsfaciliteter omfatte kontorer, lounge og øvrige faciliteter, og skal ikke udelukkende bruges af TSF Fodbold, men også BankParken og FC Sydvest 05 Tønder kan benytte de nye faciliteter.

Det store program går sin gang, og man arbejder på at få det økonomiske grundlag på plads.

Lidt mere symbolsk, men ikke mindre ambitiøst har initiativgruppen nu søsat et nyt støtteprojekt i form af et smykkearmbånd, der sættes til salg udvalgte steder og i byen butikker.

Armbåndet er designet af Tønder kreative sjæl Claus Scheelke, og de nu færdige  smykkearmbånd blev tirsdag aften pakket i Multisalen i Tønder Sport og Fritidscenter, hvor kunstneren præsenterede smykket og instruerede i pakningen, inden de mange FC Sydvest 05 Tønder divisionsspillere kastede sig over opgaven med at få de 500 armbånd i kasser. De blev assisteret af frivillige fra arrangørerne:  TSF, FC Sydvest og BankParken, ligesom en lille men ihærdig flok elever fra Marieskolen gav deres besyv med. Skolen ville gerne sige tak for lån BankParkens lokaler under corona-krisen.

 

Af Finn Hedegaard

Share