sep. 21, 2019
Næste modstander for FC Sydvest er VSK Århus på Vejlby Risskov Stadion lørdag kl. 14.00. Det kan kun betegnes som en 6 points kamp med alt det drama det følger med.
VSK Århus er en fusionsklub mellem VIK fodbold(Vejlby Risskov) og Skovbakken. Fusionen blev gennemført i 2016. Begge klubber har siden 1969 holdt til på Vejlby Risskov idrætscenter. Det var Skovbakken der flyttede dertil, men det betød at man afprøvede forskellige slags samarbejder indimellem også sammen med Århus Fremad. Det var især på ungdomssiden. Man kan måske sige at det i en lang årrække var en blanding af naturlig rivalisering og ønske om samarbejde der prægede de to klubber.
Men altså endelig i 2016 kom den fusion som muliggjorde VSK, som vi kender det idag.
VSK Århus har virkelig forstærket sig op til denne sæson, så det er et mandskab med mange stærke spillere. Og som assistenttræner Peter Randbo Jepsen siger; “VSK vil gerne spille. Det er et hold der virkelig spiller godt. Men de har ikke fået det ud af anstrengelserne som de havde håbet.” Det så man senest mod Næsby hvor VSK styrede kampen på Næsby’s hjemmebane men tabte 0-2. De havde chancerne, men de blev ikke udnyttet.
Kampen i dag er en kamp mellem to klubber der står lidt i samme situation. Man har set virkelig gode intentioner, men udfaldet har ikke stået mål med intentionerne.
For FC Sydvest er det vigtigt at bygge videre på at man ikke har tabt i to kampe og især mod Brabrand rent faktisk spillede virkelig god fodbold. Men også mod Jammerbugt FC fik man skabt chancer der kunne have givet mere end et point.
Det bliver for alvor et 6 points drama. VSK Århus ligger nr. 9 i tabellen og FC Sydvest ligger nr. 10. Vi håber vores drenge er ved at finde momentum, hvor spillet begynder at flyde af sig selv og at de tager de 3 points.