apr. 7, 2024
FC Sydvest 05 Tønder spillede lørdag sin første hjemmekamp i sæsonen, en kamp som helst skulle vindes, så kontakten til de aktuelle tophold kunne holdes. Det startede dog ganske skidt, da der allerede i det 4.minut opstod kaos i vores felt. En omgang klumpspil sluttede med at bolden blev sendt i mål til 0-1. Efterfølgende havde FC Sydvest svært ved at tilspille sig de chancer, der skulle til, for at få udlignet. BK Klitten udnyttede vores fejl og sendte lange afleveringer i dybden til deres hurtige folk oppe foran og efter 30 minutters spil, kunne ingen løfte et øjenbryn over føringen, der var helt fortjent. Der blev simpelthen spillet på gæsternes præmisser.
Efter 33 minutter røg en BK Klitten spiller ud i 10 minutter efter et gult kort for en hård tackling, i en elleres fair spillet kamp. Og det gav momentum til FC Sydvest. I 36. minut sendte Alen Merusic et flot sparket frispark over muren, men bolden blev lige så flot reddet af keeperen. Fire minutter senere kunne Nicolai Bach Iversen sende bolden i mål, men en tvivlsom offside kendelse annullerede målet. I halvlegens sidste minut var der igen frispark tæt på feltet, men Alens glimrende skud endte på overliggeren.
Anden halvleg startede med en chance til gæsterne, men herfra stod der FC Sydvest på det hele. 10 minutter efter pausen blev en bold stukket dybt. Kristian Tjørnelund, der stod en meter ON-side, løb rundt om sin modstander og bankede bolden i mål, men sandelig om ikke linievogteren, som den eneste mand i kommunen så en offside og vinkede med flaget. FC Sydvest fortsatte presset og efter 80 minutter sendte Alen Merusic bolden på stolpen. Efter 89 minutter lykkedes det så endeligt, da Kristian Tjørnelund kunne heade bolden i mål til 1-1. I fem minutters overtid satsede FC Sydvest og skabte kæmpe chancer, men ind ville bolden ikke.
En kamp som vi sagtens kunne have vundet 4-1. FC Sydvest spillede fremragende den sidste time, men blev altså snydt af stolperne og nogle dårlige beslutninger, som vi ikke kan ændre. Nu ser vi frem mod lørdag, hvor Egen UI kommer på besøg i Tønder.