TPI – FCS: Åh, de skønne spildte chancer

TPI – FCS: Åh, de skønne spildte chancer

apr. 6, 2019


Dagens kamp ude mod Tarup/Paarup blev de skønne spildte chancers kamp. Og den endte med remis. 1-1 blev resultatet, som man er nødt til at være tilfreds med, når man ser på hele kampen.

Kampen startede med en chance til FCS allerede efter 2 minutter. I en omstilling skaber Fiton Durguti muligheden for Silas Songani som dog ikke får den i kassen. Samme Songani har en mulighed igen efter 21 minutter. Endelig har Songani chancen igen i det 39. minut, da et FCS gennembrud i venstre side skaber muligheden. Tarup/Paarup har i første halvleg ikke rigtig nogen farlige forsøg.

Assistentræner Peter Randbo Jepsen fortæller: ”Vi burde have afgjort kampen i første halvleg. På trods af det håbede vi på at der kom lidt mere energi i vores spil i anden halvleg. Det kom ikke helt. Vi var i dag ikke på samme niveau som f.eks. mod Dalum.”

I anden halvleg er det FC Sydvest der fortsat har chancerne. I det 5. minut header Christian Degn Clausen på mål og det bliver reddet på stregen. I det 14. minut må Tarup/Paarups målmand på arbejde igen da Marco Hansen forsøger sig. I det 19. minut sætter FCS endnu mere tryk på da Niels Priisholm bliver sat ind i stedet for Jesper Riis.

Forløsningen kommer i det 22. minut da Fiton Durguzi bliver nedlagt i straffesparksfeltet og Silas Songani svigter ikke fra 11 meter pletten. 1-0 til FCS. Men så kommer et par ærgerlige episoder som nok kan give enhver træner grå hår i hovedet eller enhver spiller for den sags skyld. I stort set samme minut som førngsmålet får FCS’ ellers stærke forsvar ikke sparket ordentligt væk og så står det 1-1. Og i det 35. minut bliver FCS ramt af en udvisning. Jeppe Hansen bliver sendt til tidlig omklædning og pludselig står FCS med ryggen mod muren. I den sidste del af kampen er det TPI der har chancerne, heldigvis uden at score. I de sidste minutter hvor FCS er nødt til at forsvare sig bliver Jonas G. Hansen sat ind i stedet for Fiton Durguzi.

”Som kampen skred frem, må vi være tilfredse med det ene point. Udligningen og udvisningen gav os problemer, så på den baggrund er det OK med 1-1,” fortæller Peter Randbo Jepsen fra det fynske.

Men ser man på det foreløbige udbytte for FC Sydvest her i foråret ser det nu ikke så tosset ud. 8 points for 5 kampe. Og lad os håbe FC Sydvest får fuldt udbytte på næste lørdags hjemmekamp mod Ringkøbing.

Share