sep. 20, 2018
Det så rigtig lyst ud for FC Sydvest 05 efter et kvarters spil på udebane mod Århus Fremad. Da havde Nils Priisholm scoret til 1 – 0 for FC Sydvest – stor jubel.
Det blev så lidt af et vendepunkt for det gode spil, som FC Sydvest havde leveret ind til da. Så gik spillet lidt fra hinanden og hjemmeholdet overtog mere og mere af spillet. Så meget at der efter en halv times spil var udlignet og FC’erne hang lidt med skuffen.
Værre blev det da der blot var spillet et minut af anden halvleg – øv – bolden lå bag Kasper Tiedemann i nettet. Hjemmeholdet foran med 2 – 1.
Det nåede FC Sydvest ikke at lave om på, selv om der blev spillet frem til nogle gode forsøg.
Slutfacit tre point på kontoen for Århus Fremad, der så har 7. pladsen med 10 point.
På lørdag den 22. september kommer det nordjyske hold fra Jammerbugt FC på besøg i grænselandet. Kampen fløjtes i gang kl. 15.00 på Bank Parken i Tønder og så må man håbe at Sydvest-truppen sammen med trænerteamet får rettet op på selvtilliden og kommer på banen med fuld energi og spillelyst. (Måske var det en god idé at lade gæsterne score først? – selvfølgelig ikke. Den version skal man under ingen omstændigheder bruge).
Jammerbugt FC ligger efter 7 spillerunder på en flot 3. plads i puljen med 15 point på kontoen. Lidt værre ser det ud for hjemmeholdet der i lige så mange runder kun har høstet 6 point og indtager 10. pladsen af de 12 hold i puljen.
Weekendens hjemmekamp for Jammerbugt var mod Kjellerup, som blev slået med 1 – 0.
Nu venter der en særdeles spændende kamp, hvor de hvidblusede gerne skulle vise, at holdet og spillet er til at spille divisionsfodbold – det vil vi glæde os til. Kom og vær med.
Af Holger Ringgaard