maj. 16, 2019
Træner Team: ”Vi må ikke undervurdere Marienlyst”
Når Cheftræner Hans Henrik Andreasen og assistent træner Peter Randbo Jepsen skal lægge taktik og sætte spillerne hos FC Sydvest op til kampen mod Marienlyst er det med en gennemgående advarsel. Marienlyst må ikke undervurderes.
Ganske vist er Marienlyst det absolutte bundhold og senest tabte de 0-5 hjemme mod Skovshoved. Men der er ingen tvivl om at de sukker efter lidt succes. Og paradoksalt nok er det forhold, at de i praksis ikke kan redde sig mere, måske det der gør dem allermest farlige. Som FCS’ to trænere siger: ”Når man ikke længere har noget at spille for, kan man spille mere frigjort. Mentalt er man som spiller helt anderledes sat op, når points ikke længere betyder så meget.”
Så vil der straks være nogle der siger: ”Men de kan da stadig nå det.” Jo, teoretisk. FC Sydvest ligger lige over nedrykningsstregen med 26 points og Marienlyst ligger sidst med 10 points. Da Marienlysts målscore er usædvanlig dårlig, har de reelt 17 points op. Der er 21 points at spille om, men det er urealistisk at tro at nedrykningsstregen vil være 26 points i de resterende 7 kampe. I praksis er det en umulig opgave Marienlyst har.
En anden faktor er at det kan blive FCS der endeligt skubber Marienlyst ud af 2. division. Vinder FCS vil der minimum være 18 points op til nedrykningsstregen og så er det slut med den teoretiske chance. Så det er måske endnu en motivationsfaktor for Marienlyst. Kampen mod FCS er absolut sidste chance. Så det kan altså blive både en dreng og en pige. Enten spiller de frigjort eller også slås de for den allersidste chance.
FC Sydvest kommer med en sejr over topholdet Hillerød i bagagen og det giver selvfølgelig selvtillid. Efter 0-4 nederlaget hjemme mod Tarup Paarup var der ikke mange der havde forudset det. I det her tilfælde er det nok kampen mod Tarup Paarup man skal lære mest af. Her var FCS favorit og havde det svært. Selv for de allerstørste hold i f. eks. Champions League sker der kollaps hvor måske det mentale spiller en rolle når favoritten taber.
Vi kan være sikre på at HH Andreasen og Peter Randbo Jepsen gør deres for at fintune holdet mentalt, så de er helt klar til kampen mod Marienlyst. De ved det værste et hold kan gøre, er at undervurdere modstanderen. Spillerne vil heller ikke genopleve kampen mod TPI. Så de vil også give alt hvad de har for at sikre FCS endnu mere luft til nedrykningsstregen.
Artiklen er lavet i samarbejde med Stark Ribe Stampemølle