feb. 6, 2022
FC Sydvest 05 Tønder har afholdt træningslejr i weekenden og lørdag troppede synlighedsudvalget op til fotoshoot. Det blev rigtigt godt arrangement, hvor der blev taget holdbillede og billeder og en lille video af hver enkelt spiller. Nu skal materialet redigeres og vi glæder os til at vise jer det endelige resultat, der helt sikkert bliver godt med så indlevelsesrige spillere.
Inden træningskampen fortalte cheftræner, Kasper Sørensen om sit hold:
– “Det er først og fremmest et ungt hold, heldigvis med et par rutinerede gutter. Der er kommet et par nye til, som jeg/vi forventer os meget af. Det virker til at alle, kan godt med hinanden. Sammenholdet er ved at være godt på plads og det er en rigtig spændende trup. Rent fysisk synes jeg at vi er rigtig godt rustet til Danmarksserien, og der skal vi selvfølgelig have bygget endnu mere på. Rent taktisk, der arbejder vi stenhårdt på, hvordan det fungerer bedst, med de spillere vi har. Jeg glæder mig til, i de kommende træningskampe, til at se om arbejdet allerede nu bærer frugt”.
Der blev efterfølgende træningskamp mod det stærke U19 hold fra SønderjyskE. Det var en første halvleg, hvor FCS spillede i modvind, men havde nogle fine muligheder, dog uden at det blev rigtig farligt. SønderjyskE havde den bedste afslutning, men skuddet blev reddet. Efter pausen startede FCS godt ud de første 10 minutter. Et SønderjyskE angreb trykkede os dog for langt tilbage og vi kom bagud 0-1, da vi ikke fik sparket bolden ud af zonen. Kort tid efter fik vi bolden i mål, men der blev fløjtet frispark til SE. Med omkring 20 minutter tilbage fik vi slået et godt indlæg ind fra venstre, og bolden havnede hos Adis Skopljak, der resolut sparkede den ind i fjerneste hjørne med et fladt skud. Et rigtigt flot mål. 10 minutter senere blev vores forsvar dog snydt og SE kunne score til slutresultatet 1-2.
Efter kampen talte vi igen med Kasper Sørensen, der overordnet var ganske godt tilfreds:
– Jeg fik set en masse gode ting i dag, også i forhold til det defensive, som vi har trænet en del de sidste par uger. Jeg synes, at vi stod rigtig godt og vandt en masse dueller i de områder, som vi havde trænet. Desuden så jeg en masse god fight, men også en masse god fodbold frem ad banen, selvom det ikke er det, der har fyldt mest i træningen endnu. Den del glæder jeg mig til at få bygget på, men alt i alt en rigtig god træningskamp mod nr.6 i U19 Liga 1.