mar. 21, 2021
FC Sydvest 05 Tønder og SfB Oure spillede 4-4 i målorgie
Årets mest spektakulære resultat i årets 2.division kom nok lørdag eftermiddag på Høje Bøge i Svendborg, hvor to bundhold mødtes om livsvigtige points.
Efter 50 minutter så det ud som om FC Sydvest skulle sendes tilbage med 0 points i kufferten, idet hjemmeholdet da bragte sig foran med 2-0, og selvom SfBs tidligere træner Richard Møller Nielsen engang sagde, at 2-0 var det farligste føring, var der nok ikke megen tro på vore lokale heltes pointhøst.
Men en hurtig reducering samt 2 hurtige mål af nyankomne Benjamin Zjalo vendte pludselig billedet på hovedet. Måltavlen viste 3-2 med flest til ”de” og færrest til ” vi”.
Men FCS har det med at kampen fra ca. minut 80 skal udvikle sig dramatisk, og de hvidblusede sydfynboer slog lige kontra med 2 scoringer, og så lå det til hjemmesejr og ” lange Nase til os.
Men i overtiden slog Martin Hedeager Jensen til , og så endte det med remis, 4-4 et usædvanligt resultat af en fodboldkamp.
Når man er bagud efter 90 minutter, er uafgjort fint.
Men hvis FC Sydvest skal vinde udekampe i dette forår, skulle det være sket i Svendborg.
Heldigvis har vi senere Holbæk, Næsby og Holstebro hjemme, og det skal være her, at overlevelsen skal sikres.
På lørdag kommer Dalum på besøg, endnu et fynsk hold; dem kan vi godt få point imod, men husk at sparke bolden ud af Bank Parken i slutminutterne, for ellers scorer Dalum bare – som de gjorde i den omvendte kamp i efteråret på Fyn
Af Finn Hedegaard
Foto SfB-Oure