Velspillende FC Sydvest 05 Tønder tabte til Århus Fremad

Velspillende FC Sydvest 05 Tønder tabte til Århus Fremad

jun. 6, 2022


FC Sydvest 05 Tønder havde fredag aften besøg af et af topholdene, Århus Fremad 2. Og det var et friskt spillende FC Sydvest 05 Tønder, der tidligt kunne have bragt sig i front, men ind ville bolden ikke. FCS spillede bestemt lige op mod det noget mere rutinerede Århus hold, men efter 30 minutter havnede bolden alligevel i vores mål efter en ret ufarlig situation.

Århus Fremads Magnus Sandfeld tog en tur på tværs, lige udenfor vores felt og et fladt skud endte med at gå ind. Det var en kold spand vand i hovedet på det unge hold, der dog fortsatte det fine spil. To minutter før pausen blev vi dog lige offensive nok. Århus Fremad fik en omstilling og den spillede de rigtig flot og bragte sig foran 0-2 ved Elias Jønson.

FC Sydvest kløede dog på efter pausen, men som i første halvleg manglede skarpheden i begge felter og til trods for masser af bolde i modstandernes felt fik vi ikke scoret og kampen endte 0-2. Dermed kan FCS ikke længere redde sig i Danmarksserien.

Af Kim Møller

 

Share