“Verdens bedste Tiede” takker af i FC Sydvest

“Verdens bedste Tiede” takker af i FC Sydvest

nov. 22, 2019


Lørdag den 9/11 blev en dag, hvor glæden over 3-2 sejren over Dalum blev tilført et stænk af vemodighed. For den stærke erfarne målmand gennem 7 sæsoner sagde samtidig farvel til topfodbold. Kasper Tiedemann er klar til nye opgaver.

 

Skribenten for FCS og “Tiede” står og kigger ud over vores stadion, Bankparken Tønder; og “Tiede” udbryder: “Da jeg startede i FC Sydvest, var det her ikke andet end en mark.” Udover at “Tiede” helt naturligt bliver nostalgisk, når nu der skal til at ske et stort skift i hans liv, så fortæller han samtidig historien om hvilken rivende udvikling FC Sydvest har været inde i, mens han har regeret i FC Sydvest’s mål.

 

“Tiede” er ikke som målmænd er flest. Ofte høres målmænd råbe gennem en hel kamp og de holder nærmest først op, når de er blevet hæse. Der hersker en hel anden ro omkring “Tiede”, der altid udstråler omtanke, venlighed og udholdenhed. Til gengæld når han så endelig siger noget, bliver der lyttet. Han åbner ikke munden i en kamp, medmindre det er vigtigt. Læg så til at han er en meget dygtig sportsmand, ja så har du en klublegende.

 

“Tiede” startede egentlig som markspiller, men blev efterhånden omskolet til målmand. Ungdomsårene blev primært tilbragt i AaBK som angriber, men han var også igennem sportsefterskolen SINE, hvor han startede som målmand inden han som 17-årig kom til SønderjyskE. Her var han i 1,5 år og nåede at snuse til fodbold på allerøverste hylde da han nogen gange blev udtaget til førsteholdet som reserve.

 

“Det sjove er, at da jeg så kom tilbage til Åbenrå og skulle starte som senior, så fik jeg Kim Munch som træner. Og nu er det altså også ham jeg slutter med 14 år senere,” fortæller “Tiede” med et stort smil. Herefter blev det til nogle år i både AaBK og i Århus. Efter 7 år kom han så til FC Sydvest, hvor han har været lige siden.

 

“Tiede” har en forklaring på, hvad der har gjort at han har haft nogle gyldne år I FC Sydvest: “Da jeg kom til FC Sydvest, kom jeg til at holde af det fællesskab der er her. Jeg synes det er gode drenge der er her. Og selvom der er sket mange udskiftninger, så er det stadig et stærkt fællesskab. Mange af dem der var her for år tilbage mødes stadig en gang imellem. Man kan godt sige at det var fællesskabet der trak og siden fik mig til at blive.”

 

I det civile liv er Kasper Tiedemann salgschef hos Meldgaard Silikat. Det er et arbejde han er rigtig glad, selvom det er travlt liv at skulle balancere arbejde og fodbold. På et tidspunkt arbejde han for firmaet i det svenske. Her tog han hjem til Danmark i weekenden, spillede fodbold om lørdagen og så var weekenden næsten gået. Og så afsted til Sverige igen. 720 km hver vej.

 

Men hvorfor holder “Tiede” med en tilværelse som i bund og grund har givet ham så meget og som han har været så glad for? “Der er mange grunde,” fortæller han, “en af de vigtigste er at jeg skal være far her til marts. Det bliver fantastisk. Selvfølgelig er der også andre ting der spiller ind på afgørelsen. Der stilles hele tiden større krav og det hele bliver mere og mere professionelt. Det skal man være helt klar til. Og så er jeg efterhånden 32 år. Jeg føler det er tid at stoppe på det plan. Jeg fortsætter da med at spille lidt Old Boys i AaBK. Men på det her plan er det tid at stoppe.”

 

Måske ser man også “Tiede” i mindre træner roller, men til sidst i vores interview er det ikke det “Tiede” vil snakke om. Man kan mærke at der er noget særligt der trænger sig på. “Jeg har lyst til at sige tak til vores fans og sponsorer,” siger han med taknemmelighed i stemmen, “men måske allermest tak til alle de frivillige. Tænk bare på, hvor mange der skal til at få en kamp som denne til at løbe af stablen. Jeg synes det er stort at der er så mange der er villige til at bruge deres fritid på at vi kan spille. Det har jeg den dybeste respekt for. En særlig tak til dem.”

 

Et farvel til en dygtig målmand, men især et farvel til et stort menneske. Vi, i FC Sydvest der har fået lov at arbejde sammen med Kasper Tiedemann, siger hermed tak og de allerbedste ønsker til “verdens bedste Tiede.”

 

Share