Afgørelsens time version 2.0: FCS i overlevelseskamp i Slagelse

Afgørelsens time version 2.0: FCS i overlevelseskamp i Slagelse

jun. 20, 2019


En ny gysertime venter på lørdag for FC Sydvest. Og det er på bagkant af en hjemmekamp mod Frem hvor spillerne gav publikum en flot kamp. Men det gav desværre ikke 3 points, som man nok egentlig havde fortjent.

Tirsdag var spillerne til træning. Assistenttræner Peter Randbo Jepsen fortæller at Cheftræner Hans Henrik Andreasen gav spillerne en tiltrængt opmuntring. Han fortalte spillerne at når man analyserede kampen mod Frem, så havde FCS spillerne mest boldbesiddelse og hvad der var endnu vigtigere, så havde spillerne flest chancer. Det skal spillerne tage med sig.

Det er klart at når man har kæmpet og spillet bedst, så er det en bitter pille at sluge at forlade banen som taber. Det var ekstra malurt i bægeret, at en tvivlsom dommerkendelse i slutminutterne blev kampafgørende. Det er en hård mental øvelse at rejse sig på det. Men det ved vi at spillerne er i stand til. Gennem foråret har de kæmpet sig fra en nærmest umulig position i tabellen til at være nær overlevelse. De har kæmpet mod skader og karantæner i et niveau der ligger over normalen og alligevel er de stadig med. Så uanset hvordan kampen ender mod Slagelse så har vores spillere gjort deres yderste.

Lørdagens modstander er altså Slagelse. Det er igen en gammel hæderkronet klub vi taler om. Den blev stiftet i 1887 af hårdtarbejdende engelske jernbanearbejdere. Og gennem tiden har Slagelse også sat sit aftryk på dansk fodbold. For ikke mange år siden var de en del af FC Vestsjælland, som nu er opløst. De var tæt på at komme med i oprykningsspillet, men det glippede for dem og de har spillet en række kampe der reelt er uden betydning for dem. Men netop mandag aften beviste de at det såmænd godt kan være en fordel. Skovshoved kunne have sikret sig overlevelse med en sejr over Slagelse. Men Slagelse vandt 2-0 og dermed er Skovshoved stadig i fare.

Lad os se lidt på mulighederne for FC Sydvest. Vi har 33 points, hvor Odder og Dalum har 34 points. Desuden har Skovshoved 35 points. Vi har som sagt Slagelse ude, mens Odder har Vejgaard ude. Dalum har på papiret en ”nem” kamp ude mod Marienlyst, men man ved aldrig i de indbyrdes fynske opgør. Endelig spiller Skovshoved ude mod Hillerød. Da vi ikke selv kan afgøre vores skæbne er vurderingen herfra at nøglekampen er Vejgaard-Odder. Det er selvfølgelig under forudsætning af at spillerne får gevinst af deres hårde slid i Slagelse.

Vi giver vores fulde opbakning til spillerne der gennem en flot sæson har givet os en masse oplevelser og på fornemste vis givet positiv fodbold reklame for vores lille hjørne af Danmark.

Vi håber og tror I gør det færdigt i Slagelse. God kamp til Jer og held og lykke!

Share