Svær udekamp mod stærke Århus Fremad

Svær udekamp mod stærke Århus Fremad

aug. 24, 2019


Idag på Riisvangen Stadion venter Århus Fremad på FC Sydvest. Og det bliver en svær udekamp. Århus Fremad er helt klart en af de klubber der forventes at ligge i toppen. Og hvorfor er de så det? De har en bomstærk trup af dygtige spillere er det lette svar. Der ligger selvfølgelig meget mere i det.

 

Assistenttræner Peter Randbo Jepsen siger om Århus Fremad: “Det er nogle store stærke spillere, der er gode på standardsituationerne. Det er et fysisk stærkt hold. Så kunne man tro at de ikke spiller særlig pæn fodbold. Men man skal ikke tage fejl af holdet. De kan bestemt spille godt. Det bliver en meget svær kamp og det bliver svært at få points med derfra. Men vi håber og tror selvfølgelig på det.”

 

Århus Fremad ligger lige nu på tredjepladsen i 2. division pulje 2. I onsdags vandt Århus Fremad det spændende lokalopgør mod VSK Århus med 1-0. Det antyder at det er meget svært at score mod Århus Fremad. I deres foreløbig 4 kampe er der kun scoret 2 mål mod dem. Det er kun Jammerbugt der er bedre, der er kun scoret 1 mål mod dem deres kun 3 kampe. Til gengæld har Jammerbugt også kun selv scoret 1 mål.

 

Udfordringen for FC Sydvest er at der er mange nye på holdet. Det tager tid at få dem spillet sammen. Selv om det hele tiden bliver bedre, er det for eksempel en udfordring at der scoret 11 mål mod FCS. FCS selv har scoret 7 mål og det har topholdet Brabrand i øvrigt også. Så det er åbenlyst hvad Chefttræner Hans Henrik Andreasen og Peter Randbo Jepsen arbejder med. Det skal siges at træner teamet af ren nød har måttet stille med et forsvar der ikke er spillet sammen. Skader og andre uheldige forhold har gjort at man ikke har kunnet stille i stærkeste opstilling endnu. Vi er sikre på det skal nok komme. Og meget gerne på Riisvangen Stadion idag.

 

For dem der har muligheden er det en oplevelse at komme til Århus Fremad’s hjemmekampe. Deres sagnomspundne fan klub Hjørnebanden er en oplevelse i sig selv. Deres opbakning til Århus Fremad er formentlig noget af de bedste og mest positive der findes. Det bringer de bedste minder om den danske roligan kultur frem. FCS har vi “de hvide drager,” der er noget forholdvist nyt. Det kan være det også udvikler sig til noget kult agtigt og fantatisk positivt for FCS. Det håber og tror vi virkelig på. Hvis man vil vide hvad “Hjørnebanden” er, så gå ind på YouTube og skriv “Hjørnebanden” så vælter det frem med sjove videoer. Specielt slagsangen med mottoet “Det skal nok gå,” er et syn værd. 

 

Kampen mod Århus Fremad spilles kl. 14.00 på Riisvangen Stadion, Bethesdavej 37A, 8200 Aarhus. Kampen kan ses live på Ekstrabladets sektion om 2. division. Det kræver et abonnement. Hvis du endnu ikke har et abonnement så brug dette link

 

https://ekstrabladet.dk/plus/kampagner/2division-fans/?utm_id=7509911470

 

Men til alle ønsker vi God kamp med håbet om points til FC Sydvest!

 

Denne artikel er lavet i samarbejde med Stark, Ribe Stampemølle

 

Share