dec. 16, 2019
Esbjerg fB-målmand Mads Kikkenborg udlejes i foråret til FC Sydvest fra 2. division.
Esbjerg fB udlejer i forårssæsonen den 20-årige målmand Mads Kikkenborg til 2. divisionsklubben FC Sydvest.
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er tilfreds med aftalen, og ser det som et naturligt næste skridt.
– Mads er en talentfuld målmand, som er klar til at tage næste step i sin udvikling, og det består af spilletid. Nu skal han tage kampen op i FC Sydvest på et rigtig fint niveau, og vi glæder til at følge med fra sidelinjen i foråret, siger han.
Fra FC Sydvest 05 Tønders side er der ligeledes stor begejstring for aftalen
– Vi anser det som en anerkendelse af vores arbejde med talentfulde, unge spillere fra både EfB og Mads’ side, at vi får tilknyttet en god målmand. Vi ser frem til at få Mads til at blive en del af vores klub både inden og udenfor banen, siger Thorsten Simonsen.
På grund af den geografiske afstand imellem klubberne vil Mads Kikkenborg udover træning med FC Sydvest også træne med i EfB.