jun. 29, 2020
Dette kan selvfølgelig forstås på mere end en måde. Men lad os tage de fodboldmæssige briller på; FC Sydvest Tønder 05 vil også spille i 2. division næste år, og det er glædeligt og det mål, man satte sig, da coronaen brød den oprindelige turnering ned og lavede den ”nødløsning”, vi arbejder ud fra nu.
Da planen for nedrykningsspillet blev lagt ud i den første udgave, skulle fem hold gå den tunge gang ned i Danmarksserien, og så havde meget set meget mere usikkert ud nu ved overgangen til julis slutspil.
En ændring til to nedrykkere og forøget 2. division fra eftersommeren gjorde livet nemmere, og det er vi glade for nu. Nedrykning kan nemlig ikke længere komme på tale. Pyhh.
Nu gælder det placeringsspil, og heri ligger der både prestige og penge, og gode points onsdag aften i Holbæk og hjemme mod Hillerød ( formstærke i øvrigt), vil give det bedst mulige startskud for Jes Bekke og den trup, der skal repræsentere den hvide trøje og de mørke bukser i efteråret.
Giv den nu lige en ekstra skalle, spillere, så I kan få lidt ferie og vi kan møde friske op til en spritny 2. division vest, hvor vi kommer til at møde gamle kendinge samt nye ansigter fra Svendborg og Holstebro. Og de to klubber vil gerne vise, at de hører hjemme i det gode selskab.
God tur til Jes og truppen til stadion ved Holbæk Fjord i morgen aften. Giv os en positiv overraskelse.
Af Finn Hedegaard