FC Sydvest 05 Tønder har brug for en succesoplevelse

FC Sydvest 05 Tønder har brug for en succesoplevelse

mar. 24, 2021


Efter målorgiet i Svendborg venter der nu endnu en fynsk modstander i form af Dalum, der er en markant forstad til Odense, og vel også den fynske hovedstads næstbedste hold.

I hvert fald har fynboerne placeret sig i midterfeltet med muligheder for avancement, så det bliver ingenlunde en let omgang for FC Sydvest, når kampen fløjtes i gang på lørdag kl. 13 i Løgumkloster. BankParkens græs bør ikke betrædes endnu.

Fynboerne startede foråret ud med to sejre over henholdsvis SfB Oure og Frem, men skuffede hjemme mod Brabrand, der sejrede 1-0.

Man kan egentlig ikke sige at FCS har skuffet, men der er altså en markant forskel på uafgjort og sejr, og de to uafgjorte mod Aarhus Fremad og SfB Oure giver jo kun to points.

Dalum er ikke rækkens sværeste modstander, så hvis forsvaret finder tilbage til den styrke, der er normal ,og angriberne får puttet et par stykker i kassen, vil alle være glade.

En succesoplevelse er der brug for på lørdag, for efterfølgende venter svære Thisted på udebane.

Der må ikke komme tilskuere ind på stadion, så man må nøjes med streamingtjenester eller lidt ” kratluskeri”, hvis man vil opleve spillet direkte.

Af Finn Hedegaard

 

 

Share