Godt spillende Sydvest hold måtte lide tungt nederlag

Godt spillende Sydvest hold måtte lide tungt nederlag

nov. 6, 2023


Der var lagt op til et brag af en kamp, da sæsonens sidste kamp skulle spilles mod Give Fremad på Tønders Kunstgræsbane. Der var mødt et talstærk publikum op fra begge sider af banen, og scenen var derfor sat. Kampens betydning lod sig allerede i opvarmningen fra de to mandskaber, lade sig fortælle sin vigtighed, for der var en stor koncentration at spore. Ydermere skulle der spilles om hvem der skulle i JS1 og i JS2 til foråret. Det er sådan, i den jyske udgave på dette niveau har man opdelt rækkerne i to, hvorimod det er en række et helt år, kigger man på Fyn og Sjælland. Derfor kan man altså rykke op og ned hvert halve år.

Da kampen blev fløjtet i gang, kunne man som objektiv seer måske frygte to hold, der stod og så hinanden an og ikke rigtig turde. Men tværtimod var det ikke tilfældet. Give startede kampen bedst, hvor Emil måtte hive en fantomredning op af skuffen efter få minutter. Særlig igennem kampen voldte Gives enlige angriber og deres venstrekant Sydvestholdet problemer. Kampen vuggede frem og tilbage med lidt løse afslutninger i begge ender og nogle lige-ved-og-næsten muligheder. Allerede efter 5 minutter lagde dommeren en advarsel over disken til Give. FCS sad herefter tungt på spillet og kunne med lidt mere skarphed være kommet i front. I mellemtiden lurede Give på kontraer via deres hurtige angriber Jakob Kristensen. Der skulle gå 35 minutter før der kom en scoring. Forinden havde Give et skud på overliggeren og Sydvest havde en stor hovedstødschance. Et godt og hårdt slået hjørne blev sendt til bagerste stolpe, hvor den dumpede ned til en Give spiller til 0-1. Frem til pausen bølgende spillet frem og tilbage igen, og mere nævneværdigt skete der ikke.

FCS skiftede to mand i pausen og efter en god pausesnak, var det var 2. Halvvejs indledning FC Sydvest overalt. Der var masser af energi, power og særdeles godt fodboldspil, hvor Give havde svært ved at svare tilbage. Ind ville bolden dog ikke. Huseyin satte bolden i kassen, men blev vinket offside. Der var store protester, da FC spillerne mente at den både kom fra en modstander og i så fald stod en anden modstander på minimum samme højde. I vores hidtil bedste periode i kampen, får Give ud af det blå et straffespark. Det så noget tyndt ud, om end der var lidt kontakt, selvom Give spilleren var meget hurtigt på benene igen og spillede videre, inden dommeren valgte at dømme straffe. Emil læste dog skytten helt korrekt og snuppede bolden af to omgange.

Det gav endnu mere tro på tingene og FCS fortsatte med fremragende offensivt spil og lige så godt defensivt. Give havde i store dele af anden halvleg nok i at forsvare eget mål. Det gjorde de også ihærdigt. Mikkel Neessen ville det dog anderledes og i det 60. Minut skød han bolden langt fladt i det fjerneste hjørne til 1-1. FCS forsatte med samme tempo, energi og power i duellerne, og man havde en tro på at det blot var et spørgsmål om tid, før der ville scores til 2-1. Der var i de ti minutter konstant gennembrud vi vores back og kanter, samt gode indlæg, men igen manglende den sidste skarphed og det nødvendige held. Give forsvarede sig også godt i feltet og gjorde det svært for angriberne. I det 70. Minut dumper en andenbold ned 5-10 meter ude foran feltet. I en kamp om bolden, laves der frispark på Give spilleren i en farlig position. Kristoffer Larsen fra Give, som havde været deres bedste mand, skulle tage sig af frisparket. Og det fortrød de ikke. Sjældent ser man så godt et frispark blive sparket, at selv mange superliga spillere må være misundelig. Desværre for FC var den helt oppe i krydset, og selvom Emil var tæt på, hed den alligevel 1-2 nu.

FCS fortsatte dog ufortrødent videre i de næste ti minutter, hvor et fejlagtigt gult kort til Villads dog kostede mange kræfter. Da vi blev fuldtallige igen, gik man over til mere primitivt spil via lange høje bolde op på de efterhånden fire angriber man nu havde i front. Igen var der farlige situationer og muligheder, men ind ville bolden bare ikke. I den anden ende var der nu også mere plads til Give spillerne, som havde muligheden for at lukke at slukke. Sidste store chance i kampen, var et hovedstød af Mikkel Neessen som sneg sig forbi stolpen. Derfor kunne jublen bryde løs fra Give spillerne, Sydvest spillerne lod sig falde på kunstgræsset i en enorm skuffelse. Men når skuffelsen får lagt sig over den kommende tid, er der absolut optimisme at spore. Efter en i særdeleshed fremragende 2. Halvleg er der masser af gode ting at tage med.

Holdet kan nu holde en pause og få ladet batterier op igen, og så startes der op i januar igen til en frisk start. Efter kampen blev der holdt en noget afdæmpet afslutningsfest til at starte med, men takkede været nogle kåringer; – Hjalte Jørgensen blev året kammerat. – Rasmus Hoeg blev årets spiller, Samt nogle gode indslag og lege fra de mest rutinerede og erfarne spillere i truppen, løsnede det alligevel op på stemningen hvor der var gode snakke om alt mellem himmel og jord. Inden da kunne Sportschef Carsten Jørgensen også fortælle i plenum, at størstedelen af spillerne enten fortsatte eller havde forlænget aftalerne og der i den kommende tid skulle snakkes med de resterende. Det lover altså positivt i forhold til ikke at skulle skifte alt for meget ud i truppen igen. Det bliver spændende og følge den næste tid, hvor der løbende vil komme lidt nyheder omkring truppen samt fra klubben. Der skal lyde en tak for indsatsen til samtlige involverede i klubben, i særdeleshed spillere, frivillige og sponsorer. I truppen boomer det fortsat af fællesskab og sammenhold, uanset om det er medgang eller modgang, og derfor håber vi og tror også at vi går nogle spændende år og sæsoner i møde fremadrettet.

Share