FC Sydvest 05 Tønder – Odder IGF 2-0 (0-0)

FC Sydvest 05 Tønder – Odder IGF 2-0 (0-0)

nov. 4, 2018


Kampreferat: Disciplineret indsats gav sejr….

 

Et topmotiveret FC Sydvest mandskab tog lørdag eftermiddag imod Odder i et særdeles vigtigt bundopgør i 2. division.

Lad det være sagt med det samme det blev ikke en super velspillet kamp, men til gengæld en yderst intens affære.

Første halvleg var meget lige, og ingen af holdene tillod de store chancer. Odder havde et fornuftigt forsøg som gik lige forbi stolpen og Blom forsøgte sig med et hovedstød, som Odder keeperen tog sig fint af.

Efter en meget disciplineret indsats i første halvleg blev der i pausen snakket om at turde lidt mere og samtidig bevare balancen i hvornår der blev sparket langt og hvornår bolden skulle spilles op. Alle var enige om at 3 point bestemt var inden for rækkevidde.

Intensiteten fortsatte i 2. halvleg og den lige kamp fortsatte indtil Marco fandt Lasse med en god dyb stikning, efter det fine løb havde Lasse stadig overblik til at kigge op og finde Songani i feltet, og efter at have sendt en Odder spiller på r… sendte Songani med venstrebenet bolden i nettet efter 51 minutters spil.

Herefter var der igen stillings krig indtil AT og Lasse i venstre side fornemt broderede sig igennem Odders forsvar og AT til sidst kunne sætte indersiden på og score i et tomt mål efter 72 minutter. Det var et super flot mål af de to og virkelig noget der fik gang i de 372 tilskuere, som endelig fik noget at varme sig på udover den gratis kaffe.

Odder var ikke færdige endnu og fik 2 minutter senere en stor chance som dog bliver skudt ved siden af. Det var heldigvis et Wake up Call til FC Sydvest om at kampen ikke var slut endnu.

Med Blom og Degn som indpiskere forsvarede FC sig yderst disciplineret herefter og fik samtidig selv en del halve chancer på en masse gode omstillinger.

Odder var slået og vi skulle helt hen i overtiden inden Odder igen fik en mulighed, men som så mange gange før i sæsonen var Tiede på plads og fik afværget med en god fodparade.

Efter 94 minutter kunne FC Sydvest 05 Tønder juble over 3 meget vigtige point. Humøret var højt blandt spillerne og som det blev nævnt var en stime med 8 nederlag brudt og en ny stime med sejre på begyndt.

Cheftræner Hans Henrik Andreasen var efter kampen lettet og glad for den meget disciplinerede indsats gutterne havde leveret.

Der var idag mange der leverede en rigtig god indsats og det var en helstøbt holdindsats. Alligevel må det være på sin plads at fremhæve Lasse Clausen. Han leverede 2 fremragende assists og et utrætteligt defensivt stykke arbejde, bestemt en af Lasse’s allerbedste kampe i FC trøjen.

Der skal fra FC Sydvest 05 Tønders side lyde en stor tak til de kampsponsorer Løgum Kloster Lys og Cafe Midtpunkt Rømø, samt de 372 fremmødte tilskuere.

Der var til dagens kamp en udfordring fra Bankparken om at de ville give 20 kr. pr. tilskuer hvis der kom min. 395 tilskuere. Det nåede vi ikke helt, men det var meget tæt på og derfor forbarmede Bankparken sig og sponsorerer et engangsbeløb på 4.000 kr. super flot.

Af Flemming Jordt

 

Share