apr. 28, 2023
Det var et toptændt FC Sydvest 05 Tønder mandskab, der fra første minut lagde et stort pres på Herning Fremad. Nærkampe blev vundet på midtbanen og Hernings bedste våben, omstillinger, blev undgået. allerede efter 7 minutter opstod der en løs chance til FCS, men bolden smuttede tæt forbi stolpen. To minutter senere ramte et drøn af en afslutning, underkanten af overliggeren og set fra sidelinien så den ud til at være inde. Linievogteren der stod bedre placeret end os, vinkede dog ikke bolden inde, så stillingen efter to store chancer forblev 0-0.
Midtvejs i 1.halvleg var kampen mere lige. Herning spillede mere aggresivt og vandt også flere dueller. Noget farligt kom de dog aldrig frem til. David Zongwe udfordrede Hernings forsvar med 5 minutter til pause, med nogle skarpe driblinger og en aflevering på tværs til Villads Møller, men hans afslutning blev reddet og en stærk første halvleg sluttede således 0-0 og det kunne Herning være godt tilfreds med, ingen havde løftet et øjenbryn, havde der stået 0-3 på tavlen.
Herning kom endnu mere aggressivt ind til 2.halvleg og lagde et stort pres på FC Sydvest målet og fri foran mål, sendte en Herning spiller bolden over mål, deres første chance i kampen. Fem minutter inde i halvlegen fik en Herning spiller gult kort og FCS kom bedre med i kampen igen. Fuldtallige efter 60 minutter blev det en kamp på hjemmeholdets præmisser. De vandt nu mange dueller på midtbanen og fik løbet deres omstillinger, dog uden at Emil Schmidt for alvor blev udfordret.
Efter 73 minutter fik vores forsvar ikke clearet af flere omgange. Bolden landende hos deres højre kant, der tog et træk indaf og scorede sikkert til 1-0. To minutter senere sender Danny et fremragende skud mod Herning målet. Målmanden redder og bolden ryger ud til Villads, der resolut banker til den, men målmanden redder igen, bolden ville bare ikke ind. Omstilling til 3-4-3 gav et godt Sydvest pres til sidst, men når man ikke scorer og modstanderen scorer på deres, nærmest eneste chance, så vinder man ikke i fodbold. Den kamp skulle vi have vundet i første halvleg.
Vi må op på hesten igen. Lørdag den 6.maj møder vi Fredericia i BankParken.