Arbejdssejr i premieren til U13 Drenge Liga 3

Arbejdssejr i premieren til U13 Drenge Liga 3

apr. 12, 2022


Det var nogle nervøse og spændte drenge der mødte op til kamp i Spangsbjerg. Efter flot spil og rigtig flotte resultater i træningskampene stod der nu for første gang point på spil.

Vi startede meget nervøst, og vi havde meget svært at styre bolden på den meget dårlige bane. Det betød at vores pasningsspil ikke fungerede og vi kom under pres i de første 10. min. Det udmøntede sig desværre i en scoring efter 9. min. Spangsbjerg bragte sig foran efter en misforståelse mellem målmand og forsvar hvilket gjorde at en Spangsbjerg spiller kunne smutte imellem og prikke bolden forbi Daniel Hansen i målet.

Efter et kvartes spil begynder vi stille og roligt at kæmpe os ind i kampen. Forholdene samt et fysisk stærkt modstanderhold gjorde det dog hele tiden svært for os. Men langsomt får vi overtaget i nærkampe og spil.

I pausen tager vi konsekvensen af en svær 1. halvleg og ændrer vores spillestil. Det betød at vi begyndte at spille med langt flere lange bolde, hvilket bevirkede at vi nu kunne presse Spangsbjerg længere tilbage på banen. Der stod nu for alvor FC Sydvest på kampen, og vores hårde pres begyndte at blive tydeligt, at se på nogle mere og mere trætte Spangsbjerg spillere. Presset udmøntede sig i lidt løse chancer uden vi dog for alvor blev farlige i starten af anden halvleg.

Efter 46 min. kom forløsningen så, da Jonas Jordt valgte at tage en solo tur forbi 4 mand og til sidst lobbe bolden over deres målmand til en helt fri Tobias Søegaard som let kunne score til 1-1 i et tomt mål. Vi følte os klart ovenpå og fortsatte vores hårde pres over hele banen. Presset udmøntede sig efter 49 min. i en opspilsfejl fra Spangsbjergs målmand, bolden landede for fødderne af Tobias Søegaard som resolut sparkede første gang og bolden sneg sig forbi målmanden ved fjerneste stolpe. 2-1 til FC Sydvest.

De sidste 10 minutter blev hektiske. Pludselig ud af ingenting kommer vi til at lave en stor forsvarsfejl som giver Spangsbjerg en fri løber, men Daniel Hansen i målet var heldigvis vågen og diskede op med en super flot redning. 5 min. før tid får vi så et friskark ca. 30 meter fra mål, Jonas Jordt vælger at smadre den afsted og brager den på trekantssammenføjningen langt uden for målmandens rækkevidde, desværre hoppede bolden i spil igen og kampen levede i høj grad stadig for begge hold.

Vi havde stadig masser af energi og pressede stadig alle Spangsbjerg spillere på hele banen, selvom vi egentlig burde forsvare med alle mand. Presset afgjorde da også kampen endeligt til vores fordel da det lykkedes Victor Hougaard-Frederiksen at presse bolden fra Spangsbjergs målmand og efterfølgende score i et tomt mål. Kort efter blev kampen fløjtet af. Så kunne jublen for alvor bryde løs, både hos spillerne og de mange forældre der havde taget turen til Esbjerg for at støtte drengene.

Det blev langt fra en køn og velspillet kamp, men indstillingen og viljen til at vinde blev i sidste ende afgørende. Det var virkelig en stærk holdindsats, hvor spillerne viste at de er omstillingsparate i forhold til spillestil, de viste at de er villige til at ofre sig for holdet og sine holdkammerater, samt tage arbejdshandskerne på når det bliver nødvendigt. Sidst men ikke mindst fik de bevist at de er i rigtig god form og det får vi helt sikkert brug for i resten af sæsonen.

Vi spiller næste kamp mandag 18. april (2. påskedag) kl. 14.00 på Bredebro stadion.

Af Flemming Jordt

Share